SSK1
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Klummen - Februar 2001

01-02-2001 af Uwe Delfs Jespersen

En god, gedigen provokation skal nok få folk til at fare i blækhuset, det var vist hensigten med et læserbrev i Søfart nr. 07/01 af den 16. februar 2001. Fem tidligere “Danmark”s-elever skyder en bredside mod deres gamle skib, hvis brag nok skal kunne høres langt hen over Kattegat samt tilstødende vande.

Åbenbart var de fem ikke særlig glade for deres ophold på den hvide svane, og når der samtidig sker så ubehagelige ting som trusler om nedskæringer og besparelser i den maritime uddannelsesverdenen, så bliver der lagt to og to sammen: Væk med “denne oldsag”, “denne klump nostalgi”.  “Værdien af et skoleskibsophold er meget lille, for ikke at sige ikke eksisterende. Et ophold på dette skib afspejler jo overhovedet ikke det virkelige liv til søs.”

Holder det aldrig op? Lukningen af Marstal Navigationsskole er “hjernedød”, ditto af skoleskibet “Danmark” derimod de vises sten, under henvisning til et driftsbudget på kr. 10 mio. (i sandheden ligger det nok nærmere de 14). “Hvor mange elever fra “Danmark” fortsætter i de maritime uddannelser?” spørges der med god grund, og det selvgivne svar lyder: “Ikke så mange at det kan berettige en fortsat statsdrift af skibet."

Ja, hvor mange er det, der fortsætter, efter “Danmark”, “Georg Stage”, Kogtved, Fanø, Svendborg, Skagen, Frederikshavn, osv.? Den barske sandhed er, at der skal forfærdeligt mange igennem systemet, for at der bliver tilstrækkelig mange ved med at sejle. Det spørges om det tjener et reelt formål at finde den helt rette betaler for de “spildte” uddannelser.

Desuden er det naivt at tro at kr. 10 mio., frigjort ved at stoppe “Danmark”, ville komme andre uddannelsesinstitutioner til gode. Sådan fungerer finansloven ikke.

Det væsentlige problem er at et liv til søs åbenbart virker mindre attraktivt end så meget andet, i mange unges øjne.

Hvis man vender den rundt og antager at der var et par tusinde unge hvert år, der ville storme de forskellige søfartsskoler, fordi de kunne se for sig en lovende karriere og et fungerende liv i fremtiden – og hvis denne vision så også ville indfries af rederne, forstås, i form af sikre, gode arbejdspladser – så ville der ikke være tale om nedskæringer og besparelser i uddannelsessektoren. Men statens organer kan vel næppe være andet bekendt end at kigge kritisk på skoler med alt for få elever, og dermed med en for ringe output af absolventer. Med andre ord skal skoler, der føler sig truet af sparekniven, producere sig ud af krisen, ved at søge at forøge deres elevtilgang.

Det kan man måske gøre ved at hugge dem fra konkurrenterne, men det er lidt som at tisse i bukserne for varmens skyld. Mere gavnlig må det da være, at søge at forøge tilgangen af nye elever i sin helhed, ved en fælles indsats. Det er godt nok ikke nemt, men her og nu kan man i det mindste ikke komme udenom, at potentielle elever viser stor interesse for de sejlende skoleskibe. “Danmark” og “Georg Stage” er virkningsfulde trækplastre for det blå Danmark. Sammen har de to skoler haft over femhundrede seriøse henvendelser i år. Det er da et udgangspunkt at bygge videre på. Hvis de kan lokke unge til at interessere sig for søen, så giv dem dog chancen til at gøre det bedste ud af det. Alt andet ville da være fuldstændigt ulogisk.

Det er nogle år siden, de fem skoleskibskritikere har været elever. Tiden står ikke stille, ikke engang på et dansk skoleskib. Kæft, trit og retning er ikke længere det der præger hverdagen fra morgen til aftenen. På den anden side er det nok rigtigt, at udfordringen er meget stor for førerne og besætningerne på “Danmark” og “Georg Stage”, ligesom for de øvrige skoler. Det gælder om at vise at det faktisk også har sine attraktive sider at være søfarer. Det er der nogle af os der synes det. Nu skal de unge bare overbevises om det også. Kan være det er svært, men det skulle da ikke være helt umuligt.