Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Klumme - Marts 2003

01-03-2003 af Uwe Delfs Jespersen

Min svoger har købt sig sådan et messinginstrument. Det har noget maritimt over sig, syntes han, og det har han nok ret i. Det er en sekstant, kunne jeg fortælle ham. Godt nok mangler kikkerten, og der er et eller andet galt med spejlet. Men det ved min svoger jo ikke noget om. Han fandt den på et loppemarked i Berlin, af alle steder.

Hvad skal du bruge den til? spurgte jeg, og han så helt forkert ud. Bruge?? Han synes den er flot. Det må da være rigeligt begrundelse for hvorfor han købte den. Nå, men tillykke med det og nok om det.

Forleden dag hørte jeg noget dumt. Skrækkelig dumt. Der er et større sejlskib et sted, en gammel dame som har set det hele, storm og vindstille, gode og dårlige tider. Bevaringsværdig i allerhøjeste grad. I øjeblikket går det sådan da. Kunne være bedre, men kan det ikke altid det? Skibet er i god stand, alderen taget i betragtning, der er en dygtig og loyal besætning ombord, og landorganisationen, ”kontoret”, har styr på tingene. I løbet af årene er arbejdsbyrden tilsyneladende vokset, måske er der kommet flere aktiviteter til, måske er der bar flere og højere papirbunker. Administrationen er blevet mere omfattende - der er jo også kommet ISM. Antallet af kontoransatte er steget. Og det er tallene på udgiftssiden i årsregnskabet også. Sådan kan det ikke fortsætte. Der skal spares. Så kigger man selvfølgelig på den største post, den der hedder lønninger, og så ser man at der er hele fire navigatører ombord. En kaptajn og tre styrmænd. Hold dog op. Der er den! Vi kan da vel sagtens nøjes med tre af slagsen. Jeg mener, de sejler da ikke hver nat igennem. De ligger da også i havn temmelig tit, og de har da fri hele vinteren. Helt ærlig, kaptajnen kan da vel sagtens selv tage en vagt en gang imellem.

Det er det, der er så dumt. Selvfølgelig kan kaptajnen gå den ekstra vagt. Det skal jo ikke komme an på det. Selvfølgelig kan de alle sammen bare løbe lidt hurtigere. Det skal man jo også andre steder (med alle de følger, som det måtte medføre, så som stress, udbrændthed, fatigue, men skid være med det). Det skal man bare tage som en mand.

Men alle disse styrmænd, bådsmænd, kaptajner, matroser, de er alle sammen og hver for sig en del af et større hele. Det er dem, der gør et sejlskib til noget der er værd at beskæftige sig med. Uden dem er skibet ikke ret meget andet end den sekstant som min svoger har købt sig. Smukt på en eller anden måde, men ellers ganske ubrugeligt.

Hvis der ikke er folk nok ombord, så er man nødt til at stole blindt på GPS’en, fordi man ikke har tid til at tage en optisk pejling. Hvis man skærer ned på veluddannede matroser, så er man nødt til at bruge talurit-splejs næste gang. Og gå over til rustfrie stålwire, fordi ingen har tid til at klæde dem. Fordi ingen kan huske hvordan man gør.

Når vi taler om et bevaringsværdigt skib, så taler vi om et bevaringsværdig miljø, eller burde i hvert fald gøre det. Det er en organisme. DER ER TALE OM NOGET LEVENDE. Der er historie, der er fagkundskab, og det skal kunne gives videre fra mand til mand. Kig på Af Chapman i Stockholm, Rickmer Rickmers i Hamburg, Cutty Sark i London. Og så gå og kig på Statsraad Lehmkuhl, Georg Stage, og alle de sejlende skibe med velfungerende besætninger. Enhver idiot kan da se forskellen.

Hvis man tager jobbene fra sejlskibssøfolkene, så tager man pusten fra hele sejlskibsverden. Så bevarer man ikke. Så er der kun en Maritime Disney World tilbage.

Er det det vi vil?

Uwe - Sejlskibskontoret