SSK1
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Faldsikring og falsk tryghed

22-04-2006 af Helle Barner Jespersen

Hvorfor nu tage dette emne op igen?

I 1996 indførte EU fælles krav på dette område – og i 1999 indførte Danmark og Georg Stage obligatorisk faldsikring under al aktivitet i riggen. Norge er ikke medunderskriver af de fælles EU-regler – men har i mange år haft obligatorisk faldsikring. Netop i Norge er der i det seneste år sket to fald-ulykker, som får mig op af stolen. 


Historie

”Det er jo farligt at gå til vejrs”, som Søfartsstyrelsen begrundede kravet med, da vi i 1999 fik indført obligatorisk faldsikring. Dette ville vi ikke sidde overhørig, så vi gik i arkiverne for at danne os et overblik. 35 års sejlads med 294.000 rig-operationer og to uheld gav en uendelig lille sandsynlighed for at falde ned, svarende til 0,01 promille. Vi mente selv, at vores regler, forskrifter og instruktioner i arbejdet til vejrs fungerede med succes – for det var jo ikke sådan, at vi ingen procedurer havde på området. Faktisk er det i store træk de procedurer, som i dag står nedskrevet i skibenes SMS.
 
Der fulgte en længere udveksling med Søfartsstyrelsen for i fællesskab at finde frem til en løsning alle kunne leve med. Dels skulle vi finde en egnet sele, og dels skulle vi blive enige om hvornår, og hvor denne sele skulle bruges. Vi kom frem til, at det for alt i verden skulle være let at arbejde med, og at man først skulle hugge sig i/sikre sig, når man skulle til at arbejde med begge hænder – altså ude på råen eller på et andet arbejdssted i riggen. På vej til og fra arbejdsstedet skulle man ikke sikre sig. Dette var meget magtpåliggende for os at få slået fast, fordi alternativer ikke var praktisk mulige at gennemføre, altså hvor hver person er sikret til en wire fra dæk til flagknop. Under denne diskussion kom vi også ind på den potentielle fare, der ville opstå i at skulle sikre sig undervejs over mærset. Vi anså det for en decideret risiko – på et udsat sted, hvor man skal holde fast at skulle koncentrere sig om at hugge sig i en wire. En wire som i virkeligheden ikke kunne sikre éen fra et fald på mindre end 1 meter men derimod helt op til 2 – 2,5 meter med rygskader til følge - og hvad sker med dem, som står neden under i vantet? 

Faldulykker fra pyttingsvant

Det er trist at erfare, at der har været to ulykker i forbindelse med netop faldsikring ved mærset/pyttingsvantet, hvor begge skibe havde indført procedurer for, at man skulle hugge sig i en særlig sikringswire, der løber fra pyttingsvant til mærs. Jeg mener, at der er tale om en falsk tryghed, hvis ikke ligefrem en livsfarlig anordning, som er indført for ’medsejlere’, som ikke i forvejen føler sig sikre eller fysisk stærke nok til at passere mærset. Disse sikkerhedswirer er også set på tyske og russiske charterskibe – og nu desværre også blevet indført på de norske skibe.

Jeg havde håbet, at de to uheld ville have åbnet en ny diskussion og gennemgang af sikkerheden til vejrs og den faldsikringsprocedure, som der anvendes. De norske skibe bør tage et historisk tilbageblik. Personer, der ikke af egen kraft formår at entre mærset uden en falsk tryghed – bør ikke gå til vejrs.

Når den slags ulykker sker, bør vi alle gå vores sikkerhedsprocedurer efter og atter overveje, hvad som er reel sikkerhed og falsk tryghed.