SSK1
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Rejsebrev fra Europa - af Sune Blinkenberg

22-11-2005 af Sune Blinkenberg

Så er sæsonen slut på den nordlige halvkugle; en ny begynder på den anden side.

Jeg har tilbragt den skandinaviske sommer på Norges mindste og mest charmerende fuldrigger, ”Sørlandet”. Vi har for klodshalede mærsesejl faret Nordsøen rundt og jagtet alt over styrke 7, og helst med regn.

Det har været alt andet end kedeligt. Med bogen og filmen ”Peking around the Horn” som alle tiders inspiration, har jeg og min supervagt (Christian) tæmmet vilde, betonhårde sejl, svømmet rundt i rendestenen med luv braser i hånden og ja, jeg ved godt, at jeg får kæft for at sige det, men ”cloud surfing” er en herlig sport, så længe den går ubemærket hen.

 

For at gøre en lang sæson kort, får I en hurtig stemningsrapport fra vores sidste tur. I samsejling med ”Christian Radich” fragtede vi lige omkring 150 højskoleungdommer fra Larvik til Kristiansand, med et lille stop i Århus.

På turen nedover sejlede vi hele tiden ind i Sverige, så vi blev nødt til at bjærge ned og sætte die-sails. Nu er der jo nok et par kloge hoveder som vil våge at påstå, at man skal mere eller mindre parallelt med Sverige for at komme fra Larvik til Århus, men det må i diskutere med navigatørerne; jeg var jo bare matros!

Natten i Århus var hurtigt overstået, men det var dagen derpå lige knap for alle.

Sejlene blev sat lige uden for havnen, og da vi var færdige med at vente på Radich blev stævnen vendt mod Kristiansand. Med absolut alle klude sat vuggede vi stille og roligt op mod Norge.

På anden dag ude sejlede vi ind i en stor stime makreller. Lige indtil dette tidspunkt har jeg altid set nordmænd som nogenlunde civiliserede mennesker. Vi havde delt os op i to hold, et der fiskede og et der rensede. Jeg var på renseholdet og 140 makreller kan svine lidt. Min rensekollega glemmer i et splitsekund hvad han laver og klør sig med sin blodige hånd på næsen. Det får selvfølgelig vores publikum til at grine, og en pigerne forslår med lys i øjnene, at han skal putte nogle af indvoldene i munden? Det var sgu da noget underligt noget, når jeg lige at tænke, før den lyshårede krøltop fra friluftslinien sidder med en frisk lever i munden! Hmm, nordmænd! - men stor jubel fra publikum og krøltoppen fornemmer berømmelsen. På eget initiativ stopper han så en renset fisk i munden og ryster den lidt. ”Bid hovedet af den” lyder de lystige opfordringer. Haps, fisk uden hoved! Det hele ender med, at den gale nordmand afliver de friskfangede, stakkels makreller ved at bide hovedet af dem.

 

Jeg afmønstrede Sørlandet medio september. Efter en hurtig tur til Struer og Fur for at sige hej til Limfjorden, dens velskænkede Hancock og alle Jer gæve sømænd, nåede jeg hjem til de gamle et par dage. Fik vasket tøjet, fundet tropeuniformen frem og hoppede så på en flyver til Cagliari i sydlige Sardinien.

Under Tall Ships Race i Fredrikstad, Norge, sad jeg en aften på den smukke, engelske ketch ”Bessie Ellen” og snakkede med min gode ven, ejeren Nikki. Klas, skipperen på barken ”Europa”, også en ven af Nikki, kom forbi til en pils og en hyggesnak. Han går og mangler en tømmermand fra omkring slut september. Det mente Nikki, at jeg sagtens kunne finde ud af og eftersom turen går fra Sardinien til Antarktis, var der ikke så meget tænke over. Så her er jeg, på vej sydover med skysailene højt til vejrs og læsejlene langt ude til luv.

Europa er en af de få råsejlere, der stadigvæk formår at sejle kloden tynd. En af grundene er at hyren er lav og arbejdsdagene lange. Til gengæld er skuden fuld af rejselystne unge, som kun er med, fordi de rent ud sagt syntes det er skide skægt. Det var dog alligevel lidt af en overraskelse, trods den multietniske besætning, at blive mødt af ”det glade pizzabud”, så hermed lidt god vind til Esben og Rune fra ”Stad” - Jeen hilser!!! For lige at remse op er der i øjeblikket folk fra Holland, Danmark (mig selv), Østrig, Sydafrika, Australien, USA og Cape Verde, og flere nationer skulle støde til under vejs.

Fra Cagliari sejlede vi til Las Palmas, Canaria Orne, med et lille stop i Gibraltar for at sætte skipperens kone af. Det var dejligt efter en hel sommer med kuling endelig at kunne smide T-shirten og få lidt sol kroppen.

At komme fra det norske uniformerede, fagforeningsplagede sejlerliv og til det hollandske, er lidt af en omvæltning. Vi går ”kinesisk vagt”(”Swedish watch” på engelsk), dvs. natten er splittet i tre gange fire timer og dagen to gange seks. Der er ingen vagtledere, så man går bare i gang hvor man nu har lyst ved sejlmanøvre.

Tre dage ude fangede vi vores første tun, en lækker lille sag på ca. 5 kg. Det fejrede vi ved at tænde op under to store grille. En anden lille ting ved ”Europa”, er, at vi må nyde alkohol uden for vagterne. Så et par flasker god rødvin gjorde den friske tun, de røde bøffer og solnedgangen over Middelhavet helt perfekt; det er sgu hårdt at være sømand…!

Et par dage efter fik vi besøg af en flok pilotwales, som lige ville se lidt nærmere på skuden. Skipperens hund, ”Gander” er vores delfin-, hval- og skildpaddealarm. Han står som regel på halvdækket i luv side. Han er ret skarp og var den første, der fik øje på hvalerne. Da Europa sejler for oplevelsens skyld alene, var det selvfølgelig på sin plads at lægge hende bi og lade hvalerne plaske lidt rundt.

Jeg er som sagt mønstret som tømmermand, og jeg bliver ikke arbejdsløs lige foreløbigt. Indtil videre har jeg lavet en kiste til kartofler, forskellige små beslag til surring og whisker-boom (forklaring følger). På ventelisten er en ny lejder under dæk, ny lønning på vores jolle (evt. rig, hvis vi får overtalt skipperen), og så trænger næsten alle vores teakriste og bænke til lidt kærlighed.

En whisker-boom: I 1800-tallet havde nogle skibe en bom på fordækket, som kunne skydes ud i forlængelse af kranbjælken. Den blev brugt til at give stagene fra henholdsvis klyver- og jagerbom, en bedre visning. Halsen fra fokken kunne ledes ud til enden af bommen og på den måde strække underliget, så sejlet står bedre, når der sejles agten for tværs. Senere er bommen dog blevet fikseret på kranbjælken og bruges nu udelukkende til at give stagene fra klyverbommen en bedre visning.

På ”Europa” er intet originalt eller traditionelt, så riggen er en blanding af de sidste tre århundreder. Et af indslagene er som sagt whisker-bommen, som vi stikker ud igennem forreste klys og leder fokkehalsen ud til.

 

Indtil næste gang…

 

God vind

Sune Blinkenberg