Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Rejsebreve fra Stad Amsterdam

05-04-2002 af Veronika

Tredje rejsebrev fra Veronica til Sejlskibskontoret

 
 

Mandag den 11. marts, Nice

 
 

Atlanterhavet startede ud med at vise sig fra sin absolut mest stille side - 5 dage i totalt vindstille, og med høj solskin, var ikke lige hvad vi havde forventet af en tur over dammen i februar måned.

 

Vi afgik fra St. Maarten, den 9 februar, lidt duknakkede over at vi gik glip af karnevalet, men vi er trods alt sømænd og så frem til en lang og afslappende tid på søen.

 

Ombord var tre gæster, og 27 besætningsmedlemmer. Så der var i hvert fald ikke mangel på service til gæsterne.

 

Alle tog deres tid til at nyde solen og varmen, og mens motoren kørte på fuld drøn, blev der også masser af tid til vedligehold af skibet.

 

Sejl blev repareret, rust banket og lak shinet op. Vores bådsmand Hans gik omkring og strålede som en sol, og da det blev søndag fik vi alle ros for vores arbejde og han sørgede for at der intet skulle laves på dæk ud over udkig. Så den søndag blev der holdt rigtigt holdt søndag ombord.

 

Men på sjettedagen skulle ting vise sig lidt anderledes, vi blev vækket til vagt, og beskeden lød at en god kuling var ved at blæse op. Temperaturen faldt drastisk og regntøjet og de lange uldne blev fundet frem. Sammen med tøjet kom regnen og vinden. De næste fire dage levede vi i vores regntøj og køjer. Vores 7 timers vagter var konstant hårdt arbejde , men tiden fløj af sted med sejlsætning, trimning, rengøring og beslåning af ødelagte sejl. På de 4 dage blæste vi 6 sejl ud. 2 råsejl og 4 stagsejl.

 

Da vinden endelig stilnede af og Azorerne dukkede op i horisonten, faldt der en utrolig ro over skibet , og der blev mulighed for at se nærmere på skaderne!!!!

 

Værst var det gået for vores ydre klyver og storeovermærs - begge var fuldstændig blæst ud af ligene. En ny overmærs blev slået under - men absolut ikke efter gode gamle Jens Kusk. Under stor besvær og en umådelig mængde af unyttigt arbejde var den endelig på plads , og der var ikke andet at gøre en bare at ryste lidt på hovedet, og sige til dig selv - "nu har du lært hvordan det ikke skal gøres!!!".

 

Forventningens glæde var stor , og efter 12 dage på søen , hvor man vist kan sige at vi fik lidt af det hele ( med hensyn til vejret) ankom vi til Punta del Gada, på øen Sao Miguel.

 

Opholdet på Azorerne skulle vare 3 dage, og dagene fløj af sted. Om dagen arbejde vi alle på at gøre skibet klar til endnu en omgang hårdt vejr, ekstra forstærkninger blev syet på alle sejl og de ødelagte blev sendt til sejlmageren.

 

Natten blev brugt til fest og ballade, alle trængte til at lukke lidt luft ud. Eftersom alt er usandsynligt billigt på Azorerne blev det til et par meget intense nætter, og dagene efter var alle meget stille. Der var ikke meget tid til at se øen, men indtrykket jeg fik var et meget afsides land, som dog alligevel i en skoen blanding mikser moderne teknologi og gamle traditioner. Hver morgen kunne vi nyde synet af smukke fiskeblade sætte til havs, og når tusmørket faldt over øen kom de tilbage, halede bådene på land og gik hjem med fiskene.

 

Afgangen blev en smule forsinket grundet nogle bank transaktioner som ikke gik igennem, og tolderne ville ikke lade os sejle før det var ok.

 

Men hen på eftermiddagen kastede vi los, og drog ud mod ukendte oplevelser.

 

Efter 24 timer kom sejlene op og derfra var vi i bogstaveligste forstand "the flying Dutchman" vi susede af sted med 12- 14 knob for bare mærsesejlene, og vindstyrken var konstant mellem 25 - 40 knob. Det var helt fantastisk, at være udkig var som at stå på et surfboard. Alle folk var på dupperne og vores nyankomne gæster som talte 7 personer var en umådelig hjælp. Selv vores service crew kom på dæk og hjalp os, og ud af det kom så en ny opfindelse - extreme catering and adventurer service !!

 

Dagene var hårdt arbejde og det tærede hårdt på kræfterne. 12 timers arbejdsdag er ikke afslappende i 40 knobs vindstyrke og regn i stride strømme. Men det var et adrenalin kick uden lige.

 

2 dage foer tid skulle vi gennem Gibraltar strædet, og vi kom gennem med maner, kun mærsesejlene sat og med 12 knob gennem strædet i midten af en god storm byge der IKKE forsvandt lige så hurtigt som den kom op. Vi så ikke meget af klippen og Afrikas kyst var kun ude af regnen i få minutter, så strædet forbliver et mysterium for os ombord.

 

NU gik turen op langs Spaniens kyst og det blev til skiftevis motor og sejl, men det gav lidt ekstra hvile til besætningen og det var vist tiltrængt.

 

48 Timer før ankomst skulle vi lige have en sidste smagsprøve på hvad middelhavet kan trylle med. Klokken var 5 om morgenen og vi var bare 2 på vagt, udkig og ekstra, fordi vi sejlede for motor. Havet var fuldstændig fladt og ikke en vind rørte sig.

 

Tom som jeg var på vagt med gik ned for at purrer resten af vagten ud da klokken var syv, og da han kom på dæk igen 5 min senere var synet der mødte ham skræmmende. Vindstyrken var pludselig 40 knob og bølgerne var kæmpestore. Jeg som var på udkig var lige så chokeret og kunne bare ryste på hovedet og sige at det kom ud af ingenting og var her i løbet af 5 min. Vagten kom på dæk nogle sejl blev sat, og vejret blev værre og værre. De næste 7 timer kørte i højt gear, forovermærs blæste ud og vi måtte 10 mand op og beslå den……. efter 10 timer og som et trylleslag var det væk igen.

 

I mellemtiden var to franske både sunket lige i nærheden af os og fire mand druknet.

 

Vi sluttede turen af med en dejlig solskinsdag og satte mob-både i vandet og sejlede omkring og tog billeder. OG en superskøn middag med gæsterne.

 

Men en ting lærte jeg af denne tur - middelhavet er ikke til at stole på og det er skræmmende så voldsomt det kan blive.

 
 

Andet rejsebrev fra Veronica til Sejlskibskontoret

 

Mandag den 11. februar

 

Hej alle sammen,

 

Ja - så er det blevet tid til at sige farvel til det skønne solfyldte Caribien, og sætte kursen mod Atlanten, Azorerne og Europa.

Vi har haft to skønne måneder her i varmen, med masser af hvide øde palmestrande, junglevandringer, flodture og masser af hårdt arbejder. De hollandske skibe har helt sikkert et andet forhold til arbejdstimer og hvile end så mange andre har... men vi lever da stadig og er i god behold.

 

Skibet og hele setuppet  har ikke været det jeg forventede, og jeg har nogle heftige diskussioner med folk ombord for jeg er meget uenig - men det er sundt med lidt modstand nogen gange.... tror jeg !!!

 

VI har haft superskønne sejladser rundt på alle øerne, og har virkelig set nogle smukke steder og mødt nogle fantastiske mennesker.

Senest gik en af vores ture til et sted kaldt Tobage Cays... wow sindssygt.. En lille palmestrand omringet at koraller ... og hvad gjorde vi der - vi inviterede alle vores gæster til et gigantisk barbecue på stranden... ja nu tænker i  - hvad laver vi i lille Danmark ??? Og jeg kan kun sige smid alt hvad i har i hænderne og kom nuuuuuu !!!

 

En anden ting der er sikkert er at det skib er en racer, det er helt vildt... vi sejler så hurtigt 12-14 knob og det er en fed følelse.

 

Men til alle jer i DK og Norge ... nyd livet og jeg tror ikke i behøver at være misundelig for Atlanten i februar..

 

Maria og Jesper jeg håber i får en god tur og det er skønt herovre... i må overtale svend til at sejle til Beqaui det er en fantastisk ø og det samme med Domenica... næsten ingen turister og vidunderlig natur..

 

Kæmpeknus til jer alle og jeg savner jer.

 

Veronica

 

P.s. Til alle der kender Tom så hilser han en stor hilsen.

 
 
 

Første rejsebrev fra Veronica til Sejlskibskontoret

 

Onsdag den 16. januar

Skibet som alle taler om !

 

Lang under os gennem de tæt pakkede skyer, ved vi at Martinique venter, sol, varme, og rytmiske toner. Og dog tvinges vi til at vente endnu et stykke tid før skyerne åbner sig og lader en smuk, grøn palmeø komme til syne. Selv fra flyet er det tydeligt at se at et regnskyl netop har passeret øen. Vi stiger ud af flyet, min kæreste Tom og jeg, og varmen står om os i flimrende luftformationer. Regnen har efterladt luften dejlig fugtig og duftende. Lokale folk guider os gennem told og bagage og ud i det virkelige verden igen. Gaden vrimler med folk i alle farver og  størrelser, og rytmer kommer disharmonisk fra alle taxaerne og blander sig dog alligevel i en tumult at caribisk stemning. En taxachauffør er hurtig - han fanger vores opmærksomhed og få min efter alt er stuvet, og med en hastighed der bestemt ikke holdt sig under grænsen blev vi kørt til vores destination - clipperen Stad Amsterdam.

 

Skibet var det eneste i havnen og dens 48 meter høje master stod majestætisk med alle rærene brast perfekt firkant. Vi blev modtaget med smil og følte os med et hjemme. Få minutter efter ankomst kom endnu en byge og mens vi stod i læ af båddækket blev vi enige om at skibet var mindre end vi huskede. Men det skulle nu vise sig ikke at være sandt, vi kommer stadig ud gennem nye døre og finder nye rum!!

 

Da vi kom på dæk igen efter indlogering var mørket over os og en behagelig temperatur mindede os om at vi rent faktisk var i Caribien på en stor clipper, selvom det virkede urealistisk.  Afgangen var en smule forvirrende idet alt foregik på hollandsk, men uden problemer og med en masse larm fra bowtrusteren kom vi nemt fra kaj og ud på vores 1. tur, en tredages sejlads mod øen Bonaire, ved Venezuelas kyst.

 

Den sejlads blev til den bedste start på et nyt skib man kunne ønske sig. Kort efter afgang blev sejlene kastet los og i løbet af ingen tid sejlede vi 11 knob. Himlen var stjerneklar og vi nød synet af Sydkorset i horisonten. Skibet var tomt - ombord havde vi bare 4 gæster, den berømte tall ship fotograf Thad Koza og hans kone og et ægtepar fra Bonaire som var ejer af en dykkerskole. På fjerdedagen om morgenen ankom vi til Bonaire, en lille ø på 248 km2 med bare 12000 indbyggere, fantastisk rig på dyreliv både over og under vand. Og med et meget velbevaret koralrev omkring hele øen.

 

VI brugte næsten 1 1/2 time på at komme til kaj, men da det endelig lykkes fik alle lov til at tage en dukkert i det skønne turkisblå vand. Halsen på fokken blev gjort los og en efter en svingede vi os ud og nød livet - det er jo svært at sige sømænd arbejder hårdt på sådan en dag !!

 

Dagen efter drog vi alle af sted på ladet af en stor lastvogn til Dos’ (*ejeren af dykkerskolen) sted. Han havde inviteret os alle på et dyk på revet. Det var helt fantastisk, 15 meter nede og der var fisk i alle farver, koraller og millioner af ting af kigge på. Det blev til en time i undervandsparadis. Alle var trætte og fulde af indtryk da de kom op igen. Efter endnu en dag  på øen måtte vi tage afsked med en skøn blanding af venlighed og fantastiske naturoplevelser.

 

Vi afgik for sejl og det var jo lidt blæret. Herefter blev kursen sat mod Curacao hvor vi ankom i solnedgangens skær.

 

Veronica