SSK1
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Sidste rejsebrev - Ulrich går i land

12-08-2005 af Ulrich Skovbo

...Lidt over 1000 soemil er der mellem Pitcairn og Marqueses og det tog en uges tid i let vind og masser af solskin. 2 dage ude havde vi vores foerste og eneste tilskadekomne udover et par braekkede taeer. Steve mistede balancen et oejeblig da vi blev ramt af en byge, rullede tvaers over halvdaekket og hamrede hovedet i noget haardt. Det betoed blod paa daekket, et flaekket oejenbryn og en hjernerystelse. Vores purser Lee blev purret og Steve blev syet og bedt om at holde sengen. For en sikerheds skyld blev kursen aendret 30 grader saa vi ville komme forbi en oe et par hundrede soemil ude med en lufthavn. Men Steve var dog hurtig klar igen saa efter et doegns tid blev kursen aendret igen. Marqueses ret for. Var paa 12-4 vagten paa det ben, ikke lige favoritten, men man kan da altid drikke en masse kaffe. Udover det er det ogsaa vagten hvor skibets broed bliver bagt saa der kan man jo rende lidt rundt paa daekket og glaede sig til det.

Den sidste aften var klar med fuldmaane og oeerne kunne tydeligt ses. Og hvis ikke det var fordi man viste at vi var naer land, blev det dog tydeligt bekraeftet da et 15-20 meter langt palmetrae med rod og det hele kom sejlende forbi. Marqueses er ikke en oegruppe som ligner en typisk paradisoe. her er klipper, sorte strande og masser af jungle. Oeerne markerede ogsaa starten paa vores sejlads i Fransk Polynesien. Her rendte vi ogsaa ind i den franske tremaster 'La Boudeuse' men alle vores planer om at stjaele deres flag. gemme ris i deres sejl osv. var spildt da de hev ankeret hjem og satte kursen mod Tahiti. Marqueses er ogsaa stedet hvor halvdelen af besaetningen blev tatoveret, de foerste Hinano oel drukket og man kunne svoemme under det tredjehoejeste vandfald i verden.

Og saa var der flodsejlads i vores gummibaade op mod Taipi dalen som Herman Melville udoedeliggjorde. Moby Dicks fader Herman Melville som fangede hvaler foer han begyndte at skrive, flygtede nemlig fra de barske forhold ombord hans hvalfangerskib for at finde paradis. Han flygtede over bjergene, ind i Taipi dalen hvor han viste der boede to forskellige stammer. En stamme som var forholdsvis fredelig og en som var kannibalistisk. Han maa have rendt ind i den rigtige stamme foerst, for det var foer han skrev Moby Dick.

Tuamotu gruppen, den direkte modsaetning til Marqueses var vores naeste stop vestpaa. Oeerne er modsat Margueses hoejde og frodighed, lave og rimelig bare. ogsaa er de naaet udover det saedvanlige.

Atoller, vand i midten og saa et 200-300 meter bredt rev der gaar hele vejen rundt med et par enkelte passager, saa naar man sejler inden for revet er det som at sejle i en soe midt paa et ocean. Det at komme inden for, er dog lidt specielt. En mand bliver sendt til vejrs med en radio og saa maa man ellers vente paa et stroemmen afteger eller er let udadgaaende. Stroemmen i passagerne kan lobe op til 8 knob saa man maa time det lidt. Naar tiden er rigtig bliver kursen sat midt i stroemmen ogsaa bliver der ellers knaldet op for alphaen. Selvom maskinen arbejder haardt gaar det kun langsomt frem. Nu skal manden til vejrs saa vaere vaagen da det er hans job at gejde skibet uden om forhindringer. Det er dog normalt ikke det store problen da passagerne er nogenlunde fri men som manden til vejrs kan man godt blive lidt forskraekket. Naar man Sidder 30 meter oppe med en klar overflade og ginklart vand kan ALT paa bunden ses. Og om der er 2 meter eller 10 meter dybt er ikke altid til at se. Men godt ser det ud. Nogen af atollerne er mere en 20 soemil brede saa man fra riggen kan se en ring af palmetraeer hele vejen rundt. En soe i havet. Tuamotu gruppen er i farvandsbeskrivelserne ogsaa kaldt "low and dangerous" De er ikke mange fod over vandoverfladen hvilket de mange skibsrev ogsaa kan fortaelle forskellige historier om. Man ser ikke oerne foer man naesten staar paa stranden saa udkig, radar og gps, jow tak..

Efter et par gode dage i Tuamotugruppen med masser af dyk, hajer og rokker blev kursen paa ny sat vestover. At sejle med passatvinden er nok noget at det mest fredelige sejlads man kan forestille sig. Ikke at forglemme at man stadig er til havs og at brammen skal bjaerges i ny og nae for ikke at blaese ud under en byge. Men termo- og olietoejet er vaek af vejen og man arbejder videre mens solen bager. Dagene ligner hinanden med forskellige rutiner og dog, pludselig lyder der et raab, man kigger op og bander lidt over at blive forstyrret, men saa igen, helt i orden.

4 dage ude og hvaler ret for, til styrbord og sa bagbord. Masser af dem. Til vejrs og skipper vil have en kurs saa vi kommer forholdsvis taet paa. Det er midt paa dagen, ingen generator, ingen maskine, ingen larm, kun ren sejlads.

Vi sniger os videre. Der er kaskelothvaler, foer vi kommer taet nok paa til at faa det bekraeftet, kan det ses paa den maade de aander ud paa. Vandet som bliver blaest ud af deres aandehul kommer ud i en 45 graders vinkel. Vi naermer os tre som ligger og sover i vandoverfladen og passerer dem i en afstand af 30-35 meter. De ruller om paa siden, kigger op paa os med et oeje og forsvinder langsomt under overfladen. Ingen postkortagtige haleloeft.

Ruller bare om paa siden og dykker. Det er ikke til at fatte at de er blevet jaget fra smaa, i deres oejne, skroebelige traebaade...og at det var en success.

Tahiti, Det sted som hele besaetningen havde set frem til simpelthen paa grund af at vi efter et par maaneder til soes skulle langs kaj i 10 dage.

Hvilken frihed bare at kunne hoppe direkte ned paa kajen efter dagens arbejde. Skibet fik en mindre overhaling med masser af maling, lak og arbejde i maskinen og rig. Men dagene gaar hurtigt, saa pludselig er der en ny flok mennesker der gerne vil med os til Bora Bora. cool nok, saa med en styrke 6 ind lidt agten for tvaers stryger vi nordvest paa. Bora Bora er nok den perfekte Stillehavs oe. Ikke alt for stor med et enkelt bjerg i midten, omgivet af rev og smaaoeer. Det er ogsaa et paradishelvede fyldt med nygifte som ligesaa godt kunne tage til grisefest paa Mallorca, hehh..

Bora Bora var ogsaa vores sidste stop i Fransk Polynesien, saa efter at skipper havde faaet alle de papirer der skulle stemples stemplet blev storen sat, ankeret hevet hjem, forsejlene sat, raasejlene bakket, brase rundt og saa ud gennem passet hvor cruiseskibet Tahitien princess bestemte sig for at lade os komme ud foer de gik ind. Godt saa.

Efter en lille uges sejlads ankom vi til Rarotonga, smed ankeret midt i havnebassinet og bakkede ind i et hjoerne omgivet af lystsejlere og japanske tunfiskere. efter halvanden times justering af trosserne og et skub med gummibaaden her og der laa Soren Larsen perfekt i en havn der er aaben til nordvest. Det er ogsaa her jeg forlader skibet efter 8 gode maaneder ombord. Men man kan jo altid gaa en tur ned af kajen...

Alt vel

Ulrich