SSK1
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

De Forenede Sejlskibe – sikrer det maritime miljø ved Amaliehaven

08-04-2010 af DFS
De tre historiske træskibe Mira, Halmø og Lilla Dan får fast plads ud for Admiral Hotel tæt på Nyhavn.

Tre af Københavns flotteste skonnerter er gået sammen i et tæt samarbejde.


De Forenede Sejlskibe I/S er navnet på et nyoprettet selskab, der skal skabe helt nye maritime oplevelsesmuligheder for københavnere og turister og samtidigt sikre sejlskibene en tryg fremtid og fast plads i hjertet af København.

Det drejer sig om de to tomastede skonnerter, Mira og Halmø og topsejlsskonnerten Lilla Dan, der fremover kommer til at pryde kajområdet ud for Admiral Hotel – tæt på Nyhavn.


Sejlskibene ejes af henholdsvis Wilders Plads Ejendomme A/S, K/S Halmø med bl.a. Copenhagen Admiral Hotel A/S som medejer og Rederiet J. Lauritzen A/S.

De tre skonnerter er nogle af de sidste charterskonnerter, der er tilbage på Øresund, og de tre skibsredere har nu slået sig sammen om fælles drift og chartring af sejlskibene.

Der er etableret kontor og ansat en salgschef, der fremover skal stå for fælles booking, markedsføring og administration af de tre sejlskibe.

Samarbejdsaftalen blev underskrevet i dag, torsdag den 8. april.


Samarbejdet giver dels stordriftsfordele, dels giver den fælles booking kunderne nem adgang til at booke sejlskibene samlet til større arrangementer – og endelig betyder den tætte forbindelse til Admiral Hotel, at skibenes gæster kan nyde godt af menuen fra kokkene i Admiral Hotels restaurant, SALT.

Sejlskibene sejler i hele perioden fra 1. maj til 31. oktober og chartres ud i såvel erhvervs- som privat øjemed, blandt andet til firmature, møder til søs, selskaber, teambuilding, temature, bryllupper mv.


Den samlede booking gør det enkelt at arrangere sejladser med flere skibe samtidigt - med flere end 100 deltagere, og skibene kan sejle såkaldt fleet race eller kapsejladser mod hinanden. 

Med det nye samarbejde er det sikret, at det også fremover er muligt at opleve et autentisk maritimt miljø i hjertet af København, hvor man kan glæde sig over at se de store skonnerter ligge langs kajen, afgå – eller måske komme ind med gæster om bord.


”Vores interesse i projektet er for det første at bevare det maritime kulturhistoriske miljø i havneområdet ud for Admiral Hotel. Desuden er det vigtigt for os at kunne tilbyde spændende og anderledes oplevelser og ture på skibene som en del af vores mange tilbud til vore gæster”, siger Søren Anker-Ladefoged, administrerende direktør på Copenhagen Admiral Hotel.

”Det nye samarbejde er udtryk for et ønske om at kunne bevare de endnu eksisterende gamle sejlskibe, der stadig er tilbage i københavner området”, siger Niels Barfred, direktør, Wilders Plads Ejendomme A/S.


”Vi ser dette som en unik lejlighed for at samle tre af de smukkeste danske skonnerter under én paraply og derved gøre det muligt for os at tilbyde en langt større pallet af oplevelser til søs, end vi kunne gøre hver for sig”, siger Søren Berg, projektleder i J. Lauritzen A/S.


Mira



Ejer: Wilders Plads Ejendomme A/S.
 

Mira blev bygget som tomastet skonnert ved Rasmus Møllers Værft i Faaborg i 1898.


I slutningen af fyrrerne var tiden definitivt ved at løbe fra sejlskibene, så Mira blev rigget ned til kun at have et støttesejl, således kæmpede hun hårdt på fragtmarkedet, indtil konkurrencen til sidst tog livet af de små fragtskibe.

Ingeniør Claus Jacobsen forelskede sig i skibet og købte det i 1971 for atter at rigge det op. Som genopbygget sejlskib sejlede Mira dels med glade chartergæster og dels med unge, som trængte til et positivt indhold i tilværelsen.


Skibet blev senere solgt til Fonden Mira af København, som var stiftet med det ene formål at bevare denne kulturhistoriske værdi for eftertiden.

Statens Skibsbevaringsfond, Augustinus fonden, Tuborg-fonden, Arbejdsmarkedets feriefond, Louis Poulsen og andre gik ind og støttede restaureringen på E.M. Bådbyg i Gilleleje økonomisk, så Mira i 1999 var klar til atter at gå i drift som charterskib, med et udseende som i 1898.

Dog modificeret så skibet opfylder de krav, som gæsterne og Søfartsstyrelsen stiller til komfort og sikkerhed.


År 2004 kom Mira i privateje på Wilders Plads, Christianshavn.


Skibet har en kapacitet på i alt 24 gæster.


Halmø



Ejer: K/S Halmø, ejet af Stevns Shipping A/S, Halberg Investering A/S begge Svendborg samt Copenhagen Admiral Hotel.


Den over 100 år gamle skonnert Halmø er bygget af bygmester Rasmus Møller, der også stod bag mange af de smukke fyrskibe for den danske stat.

Efter søsætningen i år 1900 sejlede Halmø de danske have tynde som fragtskib og indenrigspaket, ligesom skibet under 2. verdenskrig deltog i den dramatiske redning af de danske jøder til Sverige.


I 1974 tog Halmøs sejlads en ny drejning, da bådebygger Freddy Jørgensen forelskede sig i hende på havnen i Sæby. Sammen med sin søn brugte Freddy Jørgensen de næste 11 år, i alt 12.000 arbejdstimer og uendeligt meget knofedt på at restaurere, ombygge og indrette Halmø som en klassisk yacht.

Skonnerten fik nye master af udvalgte og lagrede lærketræer – og siden også nye egeplanker, nyt ror og en stålkøl. Det oprindelige lastrum blev nænsomt restaureret og ombygget til en smuk salon med åben kabys, en 4-personers og tre 2-personers kahytter, bad og to toiletter.


I dag er Halmø en af Danmarks mest velholdte skonnerter, hvor den klassiske indretning anno 1900 er kombineret med moderne bekvemmeligheder.

Skibet har en kapacitet på i alt 42 gæster ombord.
 

Lilla Dan


Ejer: Rederiet J. Lauritzen A/S

Lilla Dan er bygget på Ring Andersens Træskibsværft i Svendborg i 1951 som skoleskib til Rederiet J. Lauritzen A/S, der stadig ejer det velholdte træskib.


I dag danner skibet rammen om aktiviteter til både firmaer og private - lige fra konferencer, teambuilding og andre erhvervsrelaterede arrangementer til skønne sejlferier, dagture, events, fester, togter m.m.


Besætningen består af fire erfarne søfolk, og roret overlades gerne til gæsterne, hvis de har lyst til at prøve skibets samt egne færdigheder.


Skibet har plads til 16 overnattende gæster og op til 40 gæster på dagture både i erhvervs - og privat øjemed samt til festlige arrangementer.


Kontaktpersoner:



Marianne Aggergaard, salgschef, De Forenede Sejlskibe, I/S. Tlf. 30 50 60 90.

Niels Barfred, direktør, Wilders Plads Ejendomme A/S. Tlf. 32 54 48 88.

Søren Anker-Ladefoged administrerende direktør, Copenhagen Admiral Hotel. Tlf. 33 74 14 00 .

Søren Berg, Project Manager, J. Lauritzen A/S. Tlf. 33 96 84 44