Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Gamle rejsebreve fra Ulrich ombord på "Søren Larsen"

01-04-2002 af Ulrich Skovbo
6. rejsebrev

Fredag den 29. marts

Okay der..

Så har man da også prøvet det..... den lidt småkedelige del af livet som "foreign exchange seaman". Det har nu ikke noget at gøre med at jeg er fra DK, mere at Søren Larsen har været på bedding i tre uger men før den uforfalskede beddingshistorie, lige et par træffere fra busseronneærmet. Vi havde to 6 dages ture før vi sejlede sydpå til Tauranga, og der var fuldt hus med lidt forskellige mennesker. Jeg faldt over en sydfransk kvinde på den første tur, Nathalie. Det startede ellers godt med god vind og alt det der, men efter et par dage var det sørme Bobby Bourbans fødselsdag. Og ikke nok med det, så havde vores nye deck hand Ian fødselsdag dagen efter, så sprutten kom jo på bordet. Ved ni tiden var alle i superfint humør og ved titiden var voyage crewet lagt i seng. Nathalie fangede godt nok lige Woody og spurgte om vi ikke kunne være lidt mere stille, men det hjalp jo ikke rigtigt, da alle kørte den gode stil i kabyssen.

Så der sidder hele crewet, minus capitani Tony, med et smil op til begge ører, klokken tolv, da en velvoksen Nathalie tramper op a trappen og skriger ind i øret på den nærmeste (mester Phil, vis eneste kommentar var "fuck off" ) "can you all fuck the shut up"..... med et var der fuldstændigt stille og så skreg alle af grin. Jeg lader den lige stå lidt.. "Can you all fuck the shut up". Nathalie kommer nok ikke tilbage, men det gør ikke noget ( og det var Tonys mening).

Når vi starter på en ny tur, er vi alle sammen oppe at kører og vi gør virkelig alt for at alle har det godt. der er ingen tvang, så hvis man ikke vil det og det, så er det helt fint. Men det sker nogen gange at man får de helt umulige typer ombord. Folk som sikkert har stået på kajen og tænkt, "næj hvor er det et smukt skib, og se alt det deroppe, næj hvor er den pind høj, og næj hvor er der meget line eller reb eller hvad det nu hedder, og naæeejjjj hvor kunne det være afslappende at ligge dernede, (halvdækket) solbade og drikke martinier, mens delfinerne springer i horisonten "Undskyld mig, men vi har altså ingen slikkede tjenere ombord til at rende rundt i fint tøj og servere martinier. På de længere ture står der 'sailing and adventure' på programmet, og så har jeg for helv.... ikke tid til at høre på en småfed fransk kæll..... der gerne vil have byttet hendes wet weather gear. Ikke fordi det er den forkerte størrelse, nej størrelsen er sgu perfekt. Men fordi der er en plet.......en beskidt plet. uha da da. Hun skulle da lige se mit gear. Okay, det var månedens omgang opkast Derek, my man derek...from Ratrace Derek var også med på en af turene, en gæv gut midt i halvfjerdserne, der havde sejlet med Søren Larsen for et par år siden. Han var på min vagt 12-4 og ham skulle man passe lidt på. Hvis nogen derude har set filmen 'Ratrace' så har Rowan Atkinson i filmen en sygdom hvor han falder i søvn, nogen gange oprejst, de underligste steder. yes yes, Derek havde det samme problem. Når han var rorgænger stod jeg altid standby mindre end to meter væk, klar til at tage over. Og det skete et par gange dagligt, så til sidst var det helt normalt . Det samme med Derek som udkig, så gik man lige en ekstra runde op på fordækket, de fleste gange listede vi bare op, kiggede rundt, alt fint, og så væk igen, uden at han opdagede det. Det underlige var, at på et tidspunkt faldt Derek i søvn på hoveddækket, oprejst, og vi havde en rimelig god sø. Så der stod Derek, sovende, mens hans krop helt automatisk fulgte skibets bevægelser. Så kan man tænke over det, næste gang ens søben er forsvundet. Udover det, så fulgte han med os et par hundrede sømil sydpå til Tauranga. Vi stoppede for resten halvvejs for at svømme med delfiner, syret oplevelse. Han ville gerne hjælpe til, når vi var på bedding, men det endte med at Tony sagde nej tak til hjælpen. Forståeligt nok, da han ikke ville tage ansvaret for ham, med hensyn til at kravle rundt på stilladser osv. Han havde godt nok hjulpet til for en ti år siden. Og der havde han stået lige så fredeligt og malet skibet med primer. Han var så faldet i søvn og da han vågnede igen, var børsten størknet og sad fast på skroget. Sådan er det med hurtigttørrende primer.

Men vi kom til Tauranga hvor det var planlagt at vi skulle spendere ti dage. Planen var: Ankrene skulle rustbankes og kæden tjekkes roret kom af og derefter skruen og så skulle skrueakslen tjekkes. Og fan.... ikke om skrueakslen ikke kunne klare eftersynet. Den fik dumpekarakter, og der står man, med jordens største omgang tømmermænd, mens man lugter af daggammel rum og får at vide at man skal spendere 10 TI TI TI TI.... ekstra dage oppe af vandet. Så kan man jo lige så godt finde sin skraber og sit sandpapir frem og give skroget en ekstra omgang. Det var absolut nogle af de hårdeste mest trælse dage hernede, og der blev både snakket om at man kunne da blive en af de der fattige mennesker, som kører Mercedes og sidder på kontor hele dagen. Og så lige en besked til fremmedlegionen. Hvis I mangler folk, så åben et rekrutteringskontor udenfor Tauranga bedding.. I vil ikke have uniformer nok.

Jeg smiler stadig – Ulrich.

5. rejsebrev

Auckland, onsdag den 13. februar

Aye aye... 

Har lige lagt til i Auckland fra en 5 timers chartertur med bryllup og det hele..

Hvid brud, jakkesæt over det hele, plus brudepiger og en enkelt dansker, chikkedy china... the chinese chicken.

Ellers kører det med alle mulige slags charterture for tiden og en enkelt force 7. Vi havde en tredages tur rundt i golfen hernede med fuldt skib. Folk kom ombord om eftermiddagen og så sejlede vi ellers en times tid for motor før vi kastede anker. Den første aften var afslappende med god mad og det der, havde ankervagt som jeg fordrev ved at fange Snappers med skipperens søn Tristan, grineren nok, men ingen store fisk.

Den næste dag skulle vi krydse golfen hernede, vi fik sat sejl og satte kursen. Vi kom fri af ørne og så begyndte folk ellers at kaste op de underligste steder...salonen, I luv side ( som enlig ser rimelig morsomt ud, hvis man da ikke lige står i vejen.. ) og ved siden af kummen. Men selve sejladsen var herlig, med en force 5 i ryggen. Næste dag, den sidste, sejlede vi mod Auckland igen, det blæste end del, force 7,  men ingen blev søsyge, underligt. I læ af en ø kastede Eric en bøje overbord. Aha, en lille mob øvelse. Jeg har fået tildelt pladsen i riggen som udkig, så jeg væltede op af vanterne da jeg halvvejs oppe blev bedt om at komme ned på dækket igen af Tony. Min radio var åbenbart ikke min radio, men radiøn til mobbåden. Så jeg nåede ikke rigtig så langt før bøjen var samlet op. Men det er da den gode ting ved øvelser, hvor man finder ud af sådan nogle ting. Radiøn var i masten da vi havde mobøvelse med Jim, men der er det jo forskelligt fra skipper til skipper.

Volvo race forlod byen for en to uger siden. Den norske båd Djuice havde chartret Søren Larsen til supporters, hjælpere og sponsorer så den dag var vi fyldt med nordmænd i pink og grå trøjer. Vi sejlede ud af havnen forbi startområdet ud til den første markeringsbøje og kastede anker 50 meter fra bøjen. 2 sjækler og vi begyndte at drive... typisk, så kædekassen var min de næste ti minutter. Lige en runde med skibet, tre en halv sjækkel og vi lå perfekt.. 2o meter fra bøjen i en lige linje fra startområdet, så hvis vi havde drevet bare fem meter måtte vi prøve igen, da vi ellers ville have været i vejen for Volvo bådene. En time senere var Nat og jeg klar på mærset med kamera og en uforfalsket iver. De her både var ikke bare hurtige, men HURTIGE, lidt det modsatte af et traditionelt gammelt romantisk sejlskib. De strøg lige forbi os med følgebåde, helikoptere ( vi var i nyhederne samme aften, men hvad ved jeg.... vi har ikke fjernsyn ombord ) og sejlskiftning. De har 17 forskellige sejl ombord,  så skipperen må vide lidt om hvad der sker forude.

Lige en lille lækker historie. Vores nye purser Daph havde arrangeret en skovtur i parken til lidt klassisk musik. Nu er det ikke lige mig så jeg takkede pænt nej tak. Men af uransagelige grunde endte jeg alligevel i parken.. Jeg trøde først det ville være en lille park med en lille scene, et lille kor og et par hoveder med et par violiner.. Næ nej, kæmpestor scene med Aucklands symfoniorkester, 750 mand stort kor og 200.000 plus en eller to der lige tog sig en chiller i parken. Wauuwwwee. Og så var der ingen øltelte eller boder, underlige mennesker hernede, flinke, men underlige...

Ulrich

4. rejsebrev

Mandag den 21. januar

Wwåauuwww WWeee..

Ramte en katamaran igår.. Vi havde en Full Day Sail og alt var fryd og gammen, de fleste sejl var sat og jeg sad i kabyssen med det meste af crewet og fik frokost. Lige pludselig begyndte skibet at krænge lidt mere end det plejer og vindet begyndte at hyle i riggen.... Vi væltede alle ud på hoveddækket mens gryder, potter og pander ramlede ned på dørken omkring os. "Clew up the t'gallant" brølede Jim fra halvdækket, han havde taget roret. Personer på nedhalere og slække faldet, derefter gietov, gårdinger og skøder plus braserne. Det hjalp lidt på krængningen, men vi sejlede stadig en 9-10 knob og så var forsejlene begynd at blafre helt vanvittigt. Tre mand på hver og så var det at jeg så toppen af en mast ret forude, ca. 150 meter. Fik gjort skødet fast og rendte tilbage til Jim. Han havde set den og var begyndt at falde af for vinden til styrbord, men som på film foregik det hele i slowmotion selvom katamaranen kom nærmere og nærmere.. Rendte tilbage til fordækket, Søren Larsen var begyndt at dreje, men nu var der heller ikke mere 150 meter til katamaranen.. 30 meter fra sprydet.. 2o...måske går det alligevel...10 meter godt godt, vi pløjer dem i det mindste ikke ned...5 meter, okay det her går galt.... den driver baglæns.. et råb, og så var det et styk ramponeret katamaran med nogle gevaldige skrammer på bagbord ponton og en smadret hækmotor, Wåuuww wwee, Lige før at jeg gik ind i kabyssen og fik frokost hørte jeg Jim sige til nogle medsejlere at vi ville få en byge om 10 minutter. der kom ikke noget vand, men derimod masser af vind,.. tværs om bagbord, så mens vi kæmpede med brammen,  var det for meget vind for den lille katamaran  som vi havde 1 streg til bagbord. 

Den gik op mod vinden så vinden var ude af storsejlet, men mens besætningen kæmpede med sejlet begyndte båden at drive agterud, lige ind på vores kurs. Så mens Jim drejede til styrbord "fulgte" katamaranen vores kurs.. kedeligt kedeligt. 5 minutter efter sammenstødet var vores gamle Alpha startet op og vi forfulgte katamaranen som nu sejlede under sejl ind mod Auckland. Jim fik fat i dem over radiøn, men de var okay og behøvede ikke hjælp med at komme til kaj.. fint fint. Men der bliver et efterspil af en eller anden art. Ellers er det en uges tid siden at jeg kom tilbage til Auckland. Et par dage før nytår tog vi af sted, nordpå, med fuld besætning dvs. 22 voyagecrew plus de faste 13. Der var nogle alle tiders mennesker der var ombord, deriblandt en dansker, yehhå, Gitte som havde taget et år fri fra arbejdet ved SAS og nu rejste lidt rundt. Det var helt underligt at have en længere samtale på dansk igen. Men ellers dalrede vi bare lidt rundt indtil nytårsaften hvor vi ankrede op. Også var der ellers stor fest med dertilhørende lækker mad, drikke og god stemning. Ikke noget fyrværkeri men derimod en tradition... Shirley på 83 skulle ringe med klokken 8 gange lige før midnat og jeg, som den yngste på 21, lige efter midnat. dingedingeling, nå glem det, det giver mere mening når man er stiv.

Ombord på Søren Larsen har vi våben... jo jo, de er måske ikke så farlige, men navnet er Tittylater og Wukilator. To hjemmelavede katapulter der nemt slynger en knytnævestor vandballon 200 meter væk, så næste morgen efter at have gennembombet de omkringliggende opankrede både, sejlede vi af sted. Poor Knight Islands 15 mil fra kysten. Dykkerinteresserede vil måske genkende navnet som et af verdens hot spots. Det er da også et specielt sted med de her bjerge der bare rejser sig op over vandoverfladen med dusinvis af huler og specielt en kæmpestor hule. Vi søsatte vores gummibåde og plantede folk i dem på skift. Det var helt fantastisk og et sted oplevede vi en enorm fiskestime lige under overfladen. Hele området er fredet så man må hverken fiske eller gå i land. Da alle havde fået en tur i gummibåden, var det tid til snorkeludstyret. Jeg var da ikke lige superfrisk så jeg blev tilbage på skibet, men det gjorde da heller ikke noget da gummibåden kom tilbage til skibet et kvarter efter de var taget af sted. det var vist lidt for koldt. Tilbage til nordøen og op til Bay of Island.

Vi ankrede op og så skulle folk samle "Pippies" en eller anden slags muslinger, så folk blev sejlet i land. Så kom den her stakkels yacht lidt for tæt på, og ingen ringere en capitan Jim tager sigte med Tittylatoren og planter en vandballon perfekt i skødet af skipperen. Han flippede fuldstændig ud og der var både truende knytnæver og trusler..... 15 efter var Coast Guarden i radiøn... men det var nu fordi Nat havde pløjet forbi et par opankrede både med lidt mere end 5 knob, i en af vores gummibåde, så whatever. Når Jim ikke er vores skipper er han forvalter i paradis, eller Robertson Island om man vil. Og Shirley er ejeren. Så den aften var der BBQ på deres ø. Jim viste Nat og jeg rundt i Terry og hans hjemmebyggede træhytte hvor der bl.a. var et stort billede af Sørlandet og Josepf Conrad. En god aften. Et par dage efter sejlede vi op til Russell. The hellhole of South Pacific var øgenavnet i gamle dage, men i dag er det lidt mere fredeligt, og så var der Tallship race. Eller som så, for da jeg første gang hørte om det her Tallship race fik jeg jo hurtigt flashbacks tilbage til Bergen, Esbjerg osv. Men her var Søren Larsen det største skib og race er så meget sagt. Det hele handlede om at overbombe hinanden med vandballoner. En uforglemmelig dag med 109 personer ombord, i pisse øsende regnvejr. skarpt forfulgt af to topsejlsskonnerter. The Breeze og Tucker Thompson, som vi bekrigede hele dagen.

Wåuuww wweeee... Oilrig


Tredje rejsebrev

Onsdag den 28. december

Aight..

Det har nok været den mest underlige jul i mit liv, men mere om det senere. Først har vi fået ny skipper, da Marti skulle tilbage til Australien. Jim Cottier er navnet, og da han trådte ind i kabyssen, hvor vi sad og slappede af, blev stemningen straks en anden. Ikke en dårlig stemning, men mere en stemning med lidt mere bølgegang og saltvand, end vi er vandt til fra brewcruises og full day sails. Jim, med hvidt hår og langt hvidt skæg, er typen som stadig bruger en sekstant til at navigere med, sådan bare for sjov. Og så har han sejlet siden han var 14, og nu er han en ældre herre.. Udover det har Rich forladt os, men da han er Kiwi og bor i en forstad til Auckland, kommer han stadig tit forbi. Det ender som regel i en druktur. Det betyder at vi kun er 4 deck hands i øjeblikket, mod de 6 som er optimalt, så det koster lidt mere på vagtplanen osv.

Jeg har haft min første 4 dages tur fra den 23. til den 26. december og det var en lækker oplevelse. God vind, masser af varme og delfiner under boven allerede før vi havde forladt havneområdet. Der var kun omkring 10 voyage crew (betalende medsejlere) med, så der var praktisk taget mandopdækning på plus Andy Riley med familie. Andy er en lidt speciel fætter da han arbejder på vores kontor, men før i tiden har han både været deck hand og purser ombord, også har han sejlet over 21000 nm. med Søren Larsen. Så han er typen der ved hvor tovenderne er.

Vi sejlede om morgenen kl. 10 og omkring 10 timer senere kastede vi anker i mørke i en bugt ved Great Barrier Island. Jeg havde ankervagt fra 01 til 04 og det var min første ankervagt så det endte med at jeg vækkede Jim 2 gange. Første gang var det pga. dybden som pludselig havde ændret sig fra 13-14 meter under kølen til 0,5 meter. Men Jim forklarede at det bare var dybdemåleren som var "gammel". Anden gang var det fordi at skibet havde drejet 60 grader. Det blæste ikke meget, men Jim havde skrevet i natordrerne at han gerne ville vækkes hvis skibet drejede mere end 30 grader. Samtidig havde jeg tjekket ankerkæden som sagde underlige "lyde" samtidig med at den gik op og ned i vandet, som om ankeret blev trukket over bunden. Det hele var dog som det skulle være og en halv time senere kunne jeg gå rolig til køjs. Den. 24. blev jeg vækket 10.30 (pga. ankervagten kunne jeg sove længe). Da jeg børstede tænder tænkte jeg på at det var dog et helt utroligt stille skib, men da jeg kom op i kabyssen fik jeg svaret. Alle undtagen fire var taget i land... all right, jeg slugte min morgenmad og hoppede i gummibåden som med chauffør Bobby bragte mig i land. Det var helt utroligt smukt med regnskov og bjerge og jeg tog den første og bedste sti ind i regnskoven på egen hånd. Med det samme man kom ind under træerne steg luftfugtigheden til 100% og der skulle virkelig arbejdes for at bevæge sig længere ind i regnskoven. Jeg havde kun en time i land så efter 20 minutter vendte jeg om, men først efter at have oplevet at stå på en sti, i en regnskov, på en bjergside, på den anden side af jorden, og ikke kunne høre min egen stemme pga. tusindvis af cikader omkring mig. Syret oplevelse. Tilbage på skibet lettede vi anker og sejlede ud af bugten. Indgangen var 35-40 meter bred, og jeg har ingen anelse om hvordan Jim ramte rigtigt i mørket aftenen før.

Vi sejlede tilbage mod nordøen og på et tidspunkt stod jeg og forklarede John, voyage crew, om jobbet som rorgænger da jeg ud af øjenkrogen så noget underligt 150-200 meter væk...."dolphins on the starboard bow" og 10 sek. efter "dolphins under the bow"  Alle forsvandt op på fordækket og ganske rigtigt.. En 8-10 delfiner lige under vores dolphinstriker. det er helt utroligt at opleve sådan noget. Det er ikke sjældent, men jeg kunne bruge timer på at stirre på sådan en flok under boven. To minutter efter var de væk.. på gensyn.  Vi ankrede op omkring spisetid, lækker mad og shantysang om aftenen. Underlig 24. december, underlig men ikke dårlig. Den 25. december blev vi alle vækket af Andy, der var champagne på hoveddækket, samt pandekager og frugt, også var der ellers gaveuddeling. Jeg fik en kæmpestor badebold!! samt en kikkert fra familien derhjemme, fint fint. Og så var der ellers dømt afslapning. Det er en tradition at alle undtagen kokkene har fri den 25. december så Nat og jeg smed is og bajer i min taske plus badebold og frissbee. Og så blev vi ellers sejlet ind til stranden. Total paradisstil med sandbund, palmer og klipper i baggrunden. Jo tak, en kærlig hilsen til familie og venner i DK. Bare rolig...jeg lever livet. Stor middag om aftenen, og druk om natten, hvor jeg dog måtte holde igen da jeg havde ankervagt fra 22 til 01, men det var nu fint. Maskinmester Phil blev smidt i seng af Andy kl. 23 da han blev LIDT for fuld og begyndte at jagte samtlige kvinder ombord. En lille smule pinligt.

Den 26. blev jeg brutalt vækket kl. 0900 da ankeret blev hevet op, og når jeg sover ligger mit hoved tilfældigvis 30 centimeter fra kæden som kører ned i kædekassen under dørken. Der var voyagecrew som ville til vejrs og de skal gerne hjælpes over mærset så jeg blev plantet lige under, så jeg kunne give dem lidt støtte hvis det var nødvendigt. Da alle (4) var sikker oppe på mærset satte jeg mig ud på storråen for at pleje mine tømmermænd. Så mens jag sad der og stirrede ud i ingenting gjorde crewet på mærset mig opmærksom på noget røre i vandet 250-300 meter lige fremme. Vi kom langsomt nærmere og først trøde vi at det bare var en pingvin. Det var det dog ikke, det var fisk der sprang fri af vandet. Der var en del tumult lige under overfladen og i sekunderne før vi sådan set pløjede gennem området så vi hvad der var på færde. Hajer på 1 til 2 meter i længden jagede lige under overfladen. Jeg kunne ikke have været et mere perfekt sted end storråen og jeg var en af de få heldige der så dem, selvom der blev råbt "sharks dead ahead". Wauw, det er nok lidt mere sjældent end delfiner under boven. Ankrede senere op igen ud for Tiritiri Marrangi...eller sådan noget. En ø som er et reservat hvor det er muligt at gå i land og se sjældne dyr og planter.   Hvis man nogensinde har set "Crocodile Hunter" på den der naturkanal så har man opskriften på hvordan Nat og jeg opførte sig... grineren. Kom godt i havn, dog på en lidt ny måde. Hvor Marti plejede at vende skibet lige uden for havnen er Jim mere typen der pløjer ind, hugger bremsen i og vender skibet med mindre end 5 meter til hver ende. Men hvorfor ikke, han havde vist prøvet den manøvre før, for jeg har da sjældent set så rolig en mand under en havnemanøvre.. Har en 10 dages tur op til Bay of Island, hvor der skal fejres nytår og være en mini Tall Ship Race, så hæng ved.

Senere,  Ulrich

Andet rejsebrev

Onsdag den 19. december

Hej igen

Man må jo nok sige at det har været en fin uge med en del action. Vi har haft brewcruises eller full day sails hver dag, så der har været tryk på. Når Søren Larsen skal ligge til er der altid lidt nerver på da vores kajplads er i bunden af havnen. I et hjørne, bagved Galerna, som er et større motorfartøj. Og bygningerne på kajen gør at vinden er rimelig uforudsigelig. På begge sider af storråen, under nokarmen, har vi to sponsorflag til at hænge. Og så har vi flaget ude agter. Og det er ikke unormalt at flagene blafrer i hver sin retning....underligt. På grund af det, samt tidevandet, har vi altid en gummibåd i vandet ved til og fralægning. Jeg blev så sat i gummibåden i denne uge for at lære hvordan man lige krejler sådan en. Og det gik jo sådan set udmærket. Jeg fik presset boven af Søren Larsen rundt på de rigtige tidspunkter, og missede kun skibet en gang. Men en aften hvor jeg var i gummibåden og Søren Larsen sejlede agter ud, skulle der presses på bagbord bov. Og det gik jo fint indtil der lige pludselig skulle presses på styrbord bov. Da jeg kom om på den side kunne jeg godt se at vi var sgu lidt tæt på Galernas kajplads. Faktisk var der kun lige plads til gummibåden. Og den plads blev smallere og smallere. Så på en eller anden måde fik jeg tvunget gummibåden ind til skroget, lige under styrbord anker, (i en nødsituation ville vi bruge bagbord anker) og gav fuld gas. Det var lidt en presset situation for gummibåden, da Søren Larsen stadig sejlede baglæns, og gummibådens bagende blev presset af kajen. Den fik lidt skrammer, men det var da bedre end hvis det var Søren Larsen. Og ganske langsomt fik vi boven ud. Nu er jeg så tryg ved brugen af vores gummibåde, så det er jo fint, modsat Bobby Bourbon som ikke helt er så glad for gummibådene. Vi har tre gummibåde i alt. En MOB båd som altid er klar til at blive søsat med 15 heste på hækken, og så to 8 personers både med en 30 og en 40 hestes motor på hækken. Og ved havnemanøvrerne bruger vi båden med 40 heste da Marti er glad for det lille ekstra pift den kan gi i pressede situationer. 

Men den er da lidt tricky da den, hvis gearet er i fremad, sejler fremad uden brug af gashåndtaget. Og for et par dage siden da Bobby Bourbon var i gummibåden og Søren Larsen lige havde lagt til og alt var godt sejlede Bobby gummibåden op på siden for at klikke forhaleren fast. Men han glemte at sætte motoren i neutral og da han rejser sig op støder han til gashåndtaget som speeder op og Bobby falder overbord. Jeg var på styrbord side hvor jeg arbejdede med agterspringet da Eric kommer løbende og griber en kasteline og vores 60 gæster går over i bagbord side for at se hvad der sker. Gummibåden sejler rundt for sig selv i ringe midt i havnebassinet og Bobby svømmer ind til kajen. Han er okay. Men hvordan fanger man lige sådan en stodder. Vi kunne ikke bruge MOB båden eller den anden gummibåd da de var blevet sendt til reparation den samme dag... Men alt imens Eric prøver at rede kastelinen, som er et rod, ud kommer Auckland maritime museums lille båd sejlende. En 5 meter lang lille båd med en original dampmotor af en slags. Puke er navnet og Pukes kaptajn sejler den op så vores gummibåd rammer siden på den. kaptajnen hopper over i vores gummibåd og vupti så var den sag klaret.. Hele svipseren kostede Bobby en flaske rom for fejltagelsen og en sixpack til Pukes besætning. Den kedelige del var at der på kajen stod en pensioneret kaptajn, som ikke syntes at Pukes kaptajn skulle have forladt Puke. Så han har fået en reprimande for at forlade hans fartøj.

Lidt for meget papirarbejde der også har vi fået monteret en håndledssikring så hvis man falder overbord så stopper motoren. Udover det så havde Auckland besøg af Esmeralda. Et firemastet fartøj med en besætning på over 300 mand. Vi, Søren Larsens besætning, gik derover i vores crewshirts og blev vist rundt om læ, som ellers var lukket område. Et meget smukt skib med masser af messing, Og så så jeg ikke så meget som en rustplet. Den kedelige del var at Amnesty International protesterede fordi skibet under Pinochets regime havde huset bødler og folk var blevet tortureret ombord.   Søndag havde vi en full day sail som var alle tiders og da gæsterne var i land igen ville Rich, Nat og jeg lige drikke en øl på taget af dækshuset. 4 timer senere havde det udartet sig til et rigtigt drukgilde mad det meste af Søren Larsen besætning, en flok officerer fra Esmeralda, aupairpiger fra USA, Sverige og Belgien samt venner og bekendte. En uforglemmelig aften.

Ses senere      Ulrich

Første rejsebrev

Tirsdag d. 11. december 2001

Hej hej,

I dag er det præcis en måned siden at jeg forlod småkolde Thy for at bruge det næste års tid i Auckland, New Zealand. Jeg har fået job som deckhand på den danskbyggede (1949) brigantine Søren Larsen. Jeg fik jobbet ved at kontakte ejeren, Tony Davies, og med min baggrund som fed Georg Stage dreng tog jeg flyveren over Bangkok, Sydney til Auckland hvor jeg kun nåede at smide min bagage i kabyssen før arbejdet kaldte. Der skulle hentes nyreparerede sejl, og de skulle stuves af vejen. Mit år kommer nogenlunde til at se sådan her ud... I november og her i december har vi lidt forskellige sejladser. Vi har såkaldte "brewcruises" hvor der bliver smækket en bar og anlæg op på hoveddækket og så kommer der omkring 80-90 gæster, som regel pissefulde, ombord. så bliver der gasset op for den originale Alpha en times tid ud af havnen og når vinden så er i det rigtige hjørne sætter vi sejl og stopper motoren. Da brewcruises kun varer 4 timer sætter vi ikke alle sejl. Det bliver som regel kun til et forsejl, to råsejl og et stagsejl. Og så går tiden som deckhand ellers med at være rorgænger, gå sikkerhedsrunder, være udkig, hjælpe til i baren, se om catering har brug for hjælp i kabyssen og så min yndling. Den såkaldte headposition. Vi har tre toiletter ombord, de to af dem til vores gæster, og det er nogle små sataner, som landkrabberne skal have instruktioner i at bruge. Først er der ventilen der skal åbnes så der er adgang for søvandet. Så skal søvandet pumpes ind i kummen, ventilen skal lukkes, man gør hvad man nu skal gøre og så er der et håndtag til at pumpe det hele ned i tanken. At forklare det til en pissefuld kiwi med dansk accent kan være lidt af en prøvelse, men så er der selvfølgelig også dem som bare tordner ind på toilettet inden man når at give dem en instruktion. Det resulterer tit i panik og skrigeri da de ikke får lukket ventilen og så fortsætter vandet med at rende i kummen indtil det render over med dertilhørende oversvømmelse. Det er sjovt at se hvor hurtigt folk bliver ædru når deres lort ligger på dørken, men den kedelige del er bare at det er mig der skal gøre rent.

Udover de altid sjove brewcruises har vi også såkaldte "Full day sails" hvor baren og anlægget er pakket ned til fordel for folk som er kommet ombord for at sætte alle sejl, hale og slække tovender og entre riggen. De sejladser varer et par timer længere end brewcruises og vi sejler lidt længere væk. Auckland er en helt fantastisk by med ca. 1 million indbyggere og byen bliver også kaldt City of sails, da der i bugten er ca. 80.000 lystbåde af enhver art.

Så er Americas Cup også kommet til Auckland da New Zealand vandt sidste race, så det er et normalt syn at se deres skibe blive trukket ind og ud af havnen hver dag. Centrum af Auckland er meget centreret, og det hele er meget nyt ( også pga. Americas Cup ) Og Søren Larsen har en kajplads ved en kaj hvor der er masser af barer, diskoteker og restauranter, så når man går ud med skraldet er det det samme som hvis man gik ned gennem Jomfru Annegade med en sort affaldssæk i hver hånd. Udover brewcruises og full day sails er der her sidst i december frem til marts længere rejser op til noget der hedder Bay of Islands. I marts og tre måneder frem er der så tørdokophold plus en masse vedligehold. Det er helt okay da man nok lærer en masse ved sådan en omgang. Og når vi så alle sammen har været rigtig flittige venter Stillehavets Øer frem til november 2002 hvor flyveren til Danmark venter.

Der er en stor flok af forskellige mennesker ombord og hvis vi starter fra bunden! Så er vi fem deckhands i øjeblikket. Vi har Bobby Bourbon fra Shetlandsøerne som også hjælper vores maskinmester engang imellem. Han er supergrineren med en humor sort som.....yeap. Og med den shetlandske accent går det hele bare op i en højere enhed. Han har sejlet på forskellige skibe såsom Eye of the wind og Swan så han er absolut kvalificeret. Så er der Nat eller The Duke som han kaldes. Han er amerikaner,  fra østkysten, 22 år og så har han sejlet på en masse motorløse skonnerter og har en masse rigerfaring så det er ham jeg altid hænger med i riggen. Han kender intet til råsejl og jeg kender intet til gaffelsejl så vi supplerer hinanden godt. Han er supergrineren og jeg har haft en del sjove oplevelser med ham indtil videre hvad angår pubs og diskoteker. Så er der Woody, en helt igennem original Kiwi som lige har spenderet et par år i den New Zealandske flåde. Vi har også Rich som også er kiwi og som har været ombord på Søren Larsen de sidste 7 mdr. og derfor kender alle fiduserne. Alle deckhands lever under bakken hvor der er 6 køjer (alle i forskellig størrelse) så der er en lille bitte smule mandehørm. Det er herligt. Så har vi vores kok Tracy og hendes assistent Nikki. To vidunderlige tøser som prøver at overgå hinanden i madkunst. En evigt opadgående 'god mad oplevelse' spiral' Så er der to pursers, Rosie "Snappy" og Daphne. De står for baren ombord plus alt papirarbejdet, løn, skat også videre. Så er der vores maskinmester filthy Phil som lige er ankommet fra UK. Der gik tre dage og så havde han en stamplads på vores lokale bar "The Provedor" Det er for vildt, jeg har oplevet ham på mine nattevagter komme hjem en halv time før morgenmad, pissefuld. Også stå op til morgenmaden.... nogenlunde frisk. Så har vi vores 2. styrmand Allan, også fra UK. En lille sorthåret krøltop med et evigt smil.

Så er der vores skibspirat, Eric, som er 1. styrmand. Mangler en fortand, har hestehale og er en abekat i riggen. Jeg har oplevet ham kravle op af bardunerne i bare tær uden brug af hænder...! Han placerede bardunerne mellem storetåen og tåen ved siden af (jeg ved ikke hvad den tå hedder) og så kunne han ellers bruge begge hans hænder til arbejde mens tæerne gjorde kravledelen. Der kan man vist snakke om hård hud mellem tæerne. Til sidst er der Skipper Marti fra Australien. Han startede i 1989 som deckhand, (Allan og Eric startede også på skibet som deckhands) så har han arbejdet lidt på andre sejlskibe og så er han vendt tilbage til Søren Larsen som Skipper. Han er en af de flinkeste mennesker jeg nogensinde har mødt, og så er han meget god til at forklare en nybegynder som mig om hvordan, hvorfor og hvorledes det hele er som det er. Og til sidst er der selvfølgelig Tony Davies, ejeren, som lige for tiden slapper af på hans landssted. Han har haft skibet de sidste 25 år og ved alt om selv den mindste dippedut på skibet. En mand man kan få uanet rigviden af. Da alle undtagen Tony bor på skibet er det som en stor familie Vi har heller ikke fjernsyn ombord så det højner kun den sociale moral. " It's all about having  fun" er nok den mest brugte sætning på skibet og jeg får absolut dækket mit latterbehov dagligt. 

Ses senere - Ulrich eller ”Oilrig” om man vil.