Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

En opskrift på nye eventyr…

20-02-2004 af Hanne Juul Jensen

Skoleskibet Georg Stage har fået en ny stående rig - efter 70 år. Riggen er produceret og opsat af et rigger-team på 10 mand, bestående af dele af egen besætning og tidligere elever under ledelse af skibets overstyrmand. Skibet er nu klar til nye eventyr med friske årgange af unge mennesker…

Det er ikke altid nødvendigt med nye boller på suppen, når nye udfordringer skal mødes. En god surdej af det bedste fra det forne kan danne et solidt grundlag for fremtidens opgaver, men selv i verdens mindste, aktive fuldrigger skal der mange ingredienser til, når brødet skal slås op.

Til en sund og ny rig indgår følgende råmaterialer:

Wire 6x7 1479 meter
Bændsel-wire 3 og 4 mm 1767 meter
Vantskrue 1 stk.
Kobbersplitter 190 stk.
Rundjern, rustfrit stål 15 meter
Skibsmandsgarn 4 og 5 mm 69 ruller
Dubsko, messing 47 stk.
Linegods, sisal 5 kvejl
Hyssing 2000 meter
Vævlegods 700 meter
Vævlestag 60 meter
Oksetælle (bedst med fåretælle) 20 kg
Altin 75 liter
Linolie 30 liter
Vaseline, syrefri 30 kg
Smerting, 1½ meter 100 meter
Røstjern 20 stk.
Spredholter 4 stk.

Derudover genbruges:

Sandblæsning af:
3 mærsestænger
3 mærser,
3 sallinger,
57 vantskruer,
57 hjertekovse
6 æselhoveder
6 slutholter


Det ses, at ingenting kommer af ingenting, og der skal yderligere investeres arbejdstid svarende til 5650 mandetimer for at omsætte råvarerne til 13 wiresplejse (28 mm), 58 wiresplejse (18 mm), 221 wirebændsler, 921 meter klædning (inklusiv transning og smerting) og 450 vævlinger (900 vævlebændsler). I processen skelnes der ikke mellem hævetid og bagetid, men der skal arbejdes hårdt i 3 måneder fra første stag smøges af til sidste vant og vævling er på plads.

Skoleskibet Georg Stage råder ikke selv over et bageri, der kan rumme brød af dette omfang. Arbejdslokaler med tilhørende faciliteter til omklædning og underbringelse blev tilvejebragt af Orlogsmuseet, der benyttede chancen til at lave en velbesøgt, ”levende” særudstilling om de gamle håndværksmæssige færdigheder til søs.

En sidegevinst ved at lade besætning og elever selv lave og udskifte riggen, der ventes at holde de næste 70 år, er, at der OGSÅ - med hjælp af tidligere kaptajn Børge Barner Jespersen - er uddannet et hold riggere, der har lært at rigge et fuldskib på klassisk vis, således at traditionerne kan bevares.

Erfaringerne fra udskiftning af riggen har skoleskibet Georg Stage tænkt at dele med resten af sejlskibsflåden. Det vil ske ved produktion af nye rigge i forbindelse med undervisningen ombord under togterne. Eleverne lærer håndværket og efter endt togt kan dele af skibets besætning og elever tage ud og være behjælpelige med oprigning ombord i de skibe, som der undervejs er blevet lavet rig til.

Og hvad det koster? Tjah, med den rigtige overstyrmand og et timands rigger-team af energiske mænd og kvinder: kr. 926.000,- alt inklusive