Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Rejsebrev fra Eye of the Wind

04-04-2002 af Maria
1. rejsebrev fra Maria til Sejlskibskontoret
 

Tredag den 28. marts

 
 

Endelig endelig endelig, vi er på vej. Bag os skråner La Gomeras kyst mod himlen, over midten af øen hænger skyerne lavt, men på os der skinner solen. Vi har fået sat stagsejl og undermærs, det flyder med tovværk på dækket. Netop som vi er i gang med at hejse for overmærs kommer vindstødene susende ned fra bjergene , vi krænger godt over, saltvandssprøjtene står os I hovedet og vi vælter rundt I tovværk og vand. Vi griner. Vi kan slet ikke lade være. Det er lykkedes, vi er endelig på vej. Bag os ligger de Kanariske øer, fremme venter Caribien. Vi er 3 mdr. forsinket – på dagen – men det er glemt nu.  Vi er på vej, og vi sejler 9 knob.

 

Vi er ombord på Brigantinen “Eye of the Wind”, den 5-årige jordomsejling  er endelig i gang, men hold op hvor har det holdt hårdt. Det var meningen skibet skulle have forladt Hvide Sande skibsværft I juli, sejlet stille og roligt mod de kanariske øer så besætningen kunne lære skibet at kende, have forladt Tenerife 20 nov. med kurs mod Barbados. Jul på Martinique og et par måneder I Caribien inden vi skulle til Hawaii og så holde sommer I Alaska og Canada. Sådan kom det som sagt ikke til at gå.

 

Vi kom først fra Danmark I midten af oktober, skibet var ikke klar, men vi havde en charter fra Tenerife over Atlanten en måned senere, og vi skulle også lige forbi England. Skibet er under Engelsk flag, så vores Kaptajn måtte til ny eksamen for at få sine danske papirer omformateret til engelske, og så skulle vi også lige hente et nyt sæt sejl. Det kunne nåes, men vi havde travlt.

 

Vi nåede det ikke. Da vi var kommet igennem Kielerkanalen, var vejret for dårligt til at fortsætte, og efter at have ligget I læ I Cuxhaven I 4 døgn, måtte vi indrømme at tidsplanen ikke holdt, alle aftaler blev aflyst og vi satte kursen nord over – tilbage til Hvide Sande.

 

Vi sejlede fra Esbjerg mod England den dag vi ifølge planen skulle have forladt Tenerife. Planen var ca en uge I Southhampton og så til Santa Cruz. Det kom til at tage 2 mdr. Via Eemshaven, Den Helder, Ramsgate, Southhampton, Plymouth, Falmouth, Vigo, Bayona, Lexios og Lissabon. Man kan ikke sige andet end at vi får set lidt af det hele på denne tur.

 

Der skulle arbejdes når vi nåede Tenerife. Al træværk på dæk skulle shines op, der skulle bankes rust og males, og riggen skulle løbes over en sidste gang inden turen til Caribien. Det var nu al det udendørs arbejde skulle laves. Alle gik i gang med krum hals og højt humør, glemt var de kolde dage nordpå, Solen skinnede, vi skulle ha ferie , karnevallet startede om kun 3 uger og om aftenen hjalp vi byen med at varme op til festlighederne.

 

Vi havde alle fået lov at holde 3 dages fri, og en tidlig morgen pakkede Nik, Thomsen, Jesper og jeg den lejede bil, der netop var vendt retur aftenen før med den anden halvdel af besætningen. Nu skulle vi ud og opleve de Kanariske øer uden turister.  

Første stop var vulkanen, El Teide, vi havde alle brug for motion, så i stedet for at tage svævebanen op, havde vi forhørt os om en vandre/klatretur der tog omkring 3 timer. Det var strålende sol, jordens orange farver og den knaldblå himmel var en skøn baggrund for en lille gåtur. Vi havde grinet lidt af de turister der mødte op I vandrestøvler, store rygsække og skistave,  og de havde sikker gjort det samme af os. Vi var jo bare udstyret med lidt vand, en rulle kiks og en ekstra trøje. Turen der skulle vare 3 timer, startede et andet sted, og den vi for sent fandt ud af vi havde givet os I kast med, var en tur der iflg. Guidebøger er for øvede, og tager 5-7 timer. Drengene var rimelig ok med turen, men jeg skal blankt indrømme at det holdt hårdt. Det tog os ca. 5 timer og så snød vi og tog svævebanen ned igen.

 

Vi tilbragte aftenen og natten I Los Christianos, øens turistmekka, og noget af et antiklimaks efter Teides tinder.

 

De efterfølgende dage stod på 100% afslapning på La gomera. Det der krævede flest kræfter var at holde mad og sprut I maven under kørslen. Jeg havde overladt rattet til Jesper og han troede vist han stadig var i militæret og det var en kampvogn vi kørte i.

 

Efter 3 uger I Santa Cruz startede karnevalet endelig. Aftenen inden afgang. Udklædte og ikke helt ædru, vi havde jo lige holdt fordæksfest, begav vi os ud blandt lokalbefolkningen. Øllet flød I stride strømme , der blev danset kysset og krammet til den store guldmedalje, og om man var dansk eller spansk var et fedt, der var fest.

 

Vi havde tømmermænd, men nu skulle vi af sted, fremme ventede det store Atlanterhav og det vi alle ventede på. Sejlads, masser af sejlads, og Caribiens sol. Dette var sidste havn på denne side at Atlanten, der kunne ikke være flere stop inden Barbados. Og dog, der var jo lige La Gomera et lille døgns sejlads vestpå. Vinden var SSW, vi havde ikke travlt, så istedet for at ligge og krydse eller starte op, kunne vi jo også lige blive et døgns tid I San Sebastian. Det blev til flere døgn, dagene gik ,vi fik intet nyt at vide, hvorfor lå vi her, hvad venter vi på, og så begyndte besætningen at gå. 2 deckhands til at starte med. Så fik vi at vide vi skulle sejle lidt rundt om de Kanariske øer I en uge  eller 2, men der skete stadig ikke noget. Vi var stoppet med at arbejde, det er svært at sætte noget i gang når man ikke ved om vi sejler om en time ,en dag eller en uge. Så endelig efter 7-8 dage skete der noget. Ejeren tog hjem, og så smuttede der 2 deckhands mere, og inden vi fik set os om, var også kaptajnen og 2 stmd. Gået I land. De skulle ha ferie.

 

Sidste års kaptajn på Georg Stage, Søren, var kommet ombord I Santa Cruz og han skulle nu sejle os over dammen. Da vi forlod Santa Cruz var vi 16 mand ombord, nu var vi kun 9, 8 besætning og en gæst, og vi manglede en styrmand. Jesper blev I hast kaldt ud igen, han havde været med hele vejen fra Danmark, men var rejst hjem fra Tenerife.

 

Onsdag d. 20 februar kl. 11.00 tog vi trosserne og satte sejl mod Caribien.

 

2. dag på atlanten.

Vi har lige brast rundt til agten for tværs om stb. Jeg står og læner mig op af lønningen  på halvdækket, mærker vinden I håret og nyder synet af Atlanterhavets sløve dønninger. Vi sejler 7,5 knob, og har lagt 300 sømil bag os allerede. Det er disse øjeblikke der minder mig om hvorfor det er jeg sejler.

 

4. nat på atlanten.

Vi har fanget en delfin. Ja, det var jo ikke meningen, men nu har drengene joket med det siden vi første dag satte linerne ud. 3 liner der skulle vise os hvad Atlanterhavets dybder havde af tilbud til kommende kulinariske oplevelser. Det var ikke en delfin vi skulle ha fanget, men nu var den der, ikke bare på 1 krog, men 3 og viklet ind I alle linerne.

 

Kl. Var lidt over 3 da Jonas kom ind på vores kammer for at vække Noreen. Da havde de kæmpet med den stakkels delfin I næsten en halv time, og var nu blevet enige om at Noreen måtte vide hvad man skulle gøre. Der gik ikke længe før alle var på dæk og diskuterede hvad der skulle gøres. “Sejlene skal gives op – mob-båden i vandet – hent mere værktøj – klip linerne, den klare det selv etc. etc.”

Og så er det ikke på sådan et tidspunkt man skal spørge om vi ikke bare skal hive den ombord og spise den…. Uha det kan sætte sindene I kog.

 

Kaptajnen mente det var naturens gang så mob-båden kom ikke I vandet, men vi fik hevet delfinen hen langs skibet, det var kun en lille en, og med fælles hjælp, lidt voldsomt, kom delfinen fri. Der manglede dog en krog på en af linerne, så et eller andet sted svømmer der måske en lille cool delfin rundt med piercing I læben.

 
 

5. dag på Atlanten.

Vi er 250 mil nord for Kap Verde øerne. Vinden har forladt os. De første 3 døgn var vi ikke under 7 knob og en enkelt gang var vi endda oppe på 10,6 (på vej ned af en bølge),men det er slut nu. Vi braser rundt og prøver alt muligt, men der er ikke noget at gøre. Vinden er væk. Dagen efter vi havde forladt Gomera tippede vi alle på ankomsttidspunktet, første land I sigte, og vi var optimister. Alt mellem 15 og 22 dage. Med den fart vi skyder nu, er der 876 dage til….

 

7. dag på Atlanten.

Der er kommet lidt mere vind, men det er ikke nok, det skal gå hurtigere. Naturen kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan sætte flere sejl. Så frem fra gemmerne aller dybest nede kom de gamle læsejl. Ingen af os havde sat sådan nogen før, men ved fælles hjælp fik vi rigget dem til, og op kom de. Det ser skønt ud og vi øgede farten med 1 knob. De er gamle, møre og meget tæt på at have aftjent deres værnepligt, men nu får de lov at lege med en gang mere.

 
 

9.dag på Atlanten.

Vi havde regnet med vi skulle smovse I friskfanget fisk morgen middag og aften, men vi er åbenbart ikke så gode til at fiske som vi selv troede. Indtil videre har vi fanget noget der lignede en alien, den røg ud igen, en delfin, den røg som bekendt også  af krogen, og så en lille baby dorado, der blev til en frokostsmagsprøve. Vi startede med at have 2 liner ud agter, en I hver side, det var ikke nok, så der røg  en ud I midten også. Nu mener de (drengene, jeg må jo indrømme jeg ikke går så forfærdelig meget op I det fiskeri), at grunden til den manglende fangst er, at der ikke er flere liner ude. Og hvad gør man så nå der ikke er plads til flere agter. Man hænger dem ud fra rånokken på fokkeråen. Det næste bliver vel nokken på læsejlsråen. (De ekstra liner har været ude I 2 dage, men vi har stadig ikke fanget noget….)

 

Det kan være det er delfinerne der har advaret fiskene, hvem ved. De er ellers ikke blevet skræmt af vores kroge, vi ser dem næsten dagligt, forskellige slags, I leg omkring os og under sprydet og jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på dem. Jeg bliver nok heller aldrig færdig med at tage billeder af dem, en eller anden dag må jeg da fange en delfin I spring. Indtil videre har jeg en masse billeder af vand….

 

Vi  har også set flyvefisk i dag, for første gang. Sjove små størrelser, men temmelig trælse at få I hovedet på nattevagten.

 

10. nat på Atlanten.

18’25’N 29’58’W  ca. 1700 sømil til Barbados

Det er måneskin, stjernerne lyser klart og vi er helt alene på Atlanten. Sådan føles det i hvert fald, men det er vi ikke. Nordpå kommer der et svagt hvidt lys til syne der er andre herude. Vi sejler ca. 6 knob, de er lidt hurtigere og har en sydligere kurs end os, så de går 2 mil foran os og efter et par timer er lyset væk igen. Vi kaldte dem på radioen, skulle lige sige hej og høre hvor de var på vej hen. 2 skibe der mødes i natten på det store Atlanterhav, man kan jo ikke bare være ligeglad. Og hvad er så sandsynligheden for at det er nogen man kender? Meget lille, men den er der. Da vi lå I Bayona I juledagene faldt vi I snak med et ægtepar, der endnu engang var på vej jorden rundt, og de havde egentlig travlt med at komme over Atlanten, men de ventede på en ny mast. Den gamle var smadret da de blev ramt af et andet skib et sted uden for Spaniens kyst. Vi snakkede meget med dem, fik et masse fif, og aftalte at mødes på Martinique. Det blev lidt før det. En stjerneklar nat på Atlanten. Verden er lille.

 

15. dag på Atlanten

17’52’N 37’16’W

I går var vi halvvejs. Det er ikke gået så hurtigt som vi regnede med, vinden forsvinder I tide og utide, og vi når kun ca. 100 mil I døgnet. Vinden er endelig gået I NØ og vi har kunne holde ca. 5 knob hele dagen. Vi går alle rundt og fløjter, lad os nu få lidt mere vind.

 

17. dag på Atlanten.

Jeg har fanget min første fisk!! – med lidt hjælp. Mig der ellers er fuldstændig ligeglad med fiskeri. Hans, den vestjyske del af 4-8 vagten, og jeg stod netop og nød solnedgangen og tanken om den nært forestående nattesøvn, da den ene fiskeline klart tilkendegjorde at der var gået en I fælden. Jeg kastede mig over linen, men må med skam indrømme at den ikke rykkede sig mange tommer da jeg prøvede at hive I den. Hans lod ror være ror, søren kom susende op fra bestikken og ved fælles hjælp og masser af skrig og skrål, fik vi hevet denne giga-monster-store tun (vi har vel alle lidt lystfisker gemt I os) indenbords. Endelig, efter at have fanget en 5-6 små doradør, fik vi en ordentlig fisk på krogen. Der var mange bud på vægten, jeg ved ikke hvad den vejede, men stor det var den.

 

19.dag på Atlanten.

Jeg vinder i hvert fald ikke væddemålet, Barbados er 900 sømil væk, og mit bud var vi havde land I sigte kl. 10.00. Så skal det da være fordi vi inden for et par timer spotter en lille ø (med palmer, øl og masser af piger, hvis den skal leve op til de efterhånden søkullerede drenges fantasier).

 

Vi fangede en Dorado i dag på 125 cm. Nu er der kommet gang I fiskeriet, så mangler vi bare vinden…

 

21. dag på Atlanten

I går fik vi regn, et dejligt afbræk I al det solskin, og bedst af alt, der kom vind. Vi har kunne holde 6-7 Knob hele natten, og her til morgen kom endnu en regnbyge, nu sejler vi 8,2 knob. Med denne fart har vi kun 3-4 dage igen, og vi havde ellers regnet med i hvert fald en uge mere herude.

 
 

D. 17. marts umiddelbart efter aftenskafning, efter 25 dage til søs, havde vi land I sigte. Læsejlene blev taget ned, stadig hele, mange af os havde vist I vores stille sind håbet at vi kunne blæse dem ud, et efter et kom også de andre sejl ned, og vi måtte endnu engang til vejrs og gøre det hele fast. Det var mørkt da vi endelig kunne droppe krogen, vi var nået til Bridgetown på Barbados.