Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Rejsebrev fra Søren Larsen mod Påskeøen

23-06-2005 af Ulrich Skovbo

Efter et par hektiske dage med at afslutte forskellige projekter og klare skibet mere eller mindre op blev det endelig mandag den 21 marts. Dagen hvor vores voyage crew ( i daglig tale, vc´er) påmønstrede skibet. Den første dæksvask i halvanden måned blev klaret kort før de trådte ombord og hele besætningen stod nyvaskede og tog imod dem da de ankom. Der var 9 der havde valgt at bruge en måneds tid til søs, så kaptajn Jims præsentationen af besætningen var forholdsvis hurtigt overstået. Dog ikke mindre morsom af den grund.

Tirsdag var egentlig afsejlingsdag, men gaflen stod stadig på dækket, storsejlet lå i en container, det samme gjorde maling, værktøj, rengøringsmidler, fødevarer osv. osv. Så vcerne blev holdt beskæftiget af kaptajnen og styrmanden med skibets historie, navigation, søsikkerhed og deslige, alt imens resten af den faste besætning kylede de sidste ting ombord.

Trosserne lod vi gå onsdag eftermiddag efter at have surret og gjort søklar og at se Mount Mounganui, Taurangas varetegn, forsvinde ude agter var noget alle havde ventet på. Vejret var godt med en god brise så langsomt, men sikkert blev sejlene sat. Var på en ualmindelig fredelig nattevagt med let vind, skyfrit med svage stjerner pga. fuldmånen og prustende hvaler tæt om bagbord…og kaffen…..Uha!

Fredag den 25. marts (hvilken vi havde 2 af da vi krydsede datolinjen) var det go sejlads. 1. reb i storen mens vi løb mellem 8,8 og 9,2 knob med en styrke 7 ind agten for tværs om bagbord. Skibets rutiner begyndte at fungere med vagtsystemet 12 til 4 til 8, toiletter skal gøres rene (også i dårligtvejr) og bakstørnen skal klares, alt imens man spekulerer over om vedligehold er en del af planen når det regner vandret…og er ens køje tør??

Lørdag den 26 marts. Fangede vores første fisk i dag, en lille bonito alt imens skibets manglende stagsejl blev slået under, så nu kan hele dynen sættes. Vinden døde langsomt mens dønningerne ikke lagde sig af den grund.

Skonnerter og brigantiners svaghed, let eller ingen vind og en høj gammel sø…stående klapsalver til sømanden som opfandt preventere og gaffelgerder..

Sømandsøndag den 27 marts. Den ugentlige helligdag bliver fejret med ingen vedligehold overhovedet. Man står sine vagter og så er det pæn skjorte til aftenskafning, men ud over det har man fri. Ikke fordi man lige render forbi hjørnets 7eleven og nakker en stor cola og en video, men mere fordi man kan få sovet nogenlunde ud, få vasket tøj (i hånden) eller læse den der bog på taget af dækshuset…hvis det da ikke lige regner. Men søndag er dagen man tæller ned til.

Mandag den 28. marts. Så min første albatros i dag. Imponerende. En fugl på størrelse med en flyvende hund som svæver millimeter over bølgetoppene. En af de største der er blevet registreret gennem tiden havde et vingefang på 3,3 meter. Det var dog ikke lige den størrelse jeg så. Vinden sprang 120 grader her til morgen, men det var ventet så ingen uventede sejlmanøvrer.

Tirsdag den 29. marts. Ramte "Roaring forties" i dag, hvilket skulle give os forholdsvis gode vedvarende vinde fra vest. Vi startede dog dagen med at tage rebet ud af storen og sætte yderklyver og bram. Go sejlads og Chili Con Carne til aftensskafning.

April. Hele besætningen blev snørret af kaptajn Jim her til morgen. De sidste par dage har han lagt op til at New Zealands RAF ville bruge Søren Larsen i en SAR øvelse. Selvom de underligt nok ville overflyve skibet i lav højde præcis den 1. april var der ikke den store undren. Der havde både været skriftlige meddelelser og radiokontakt. Så alle blev purret halv syv, man vælter ud af køjen og tuller op på dækket. Nå, bagbord side 4 mil ude.

Og styrmanden er i radiokontakt med flyet. Jo den skulle være god nok . Og Jim var lige på toilettet (medbringende en vhf…..sjovt nok).. Man stirrer og stirrer og venter på det her fly indtil kaptajnen kommer på dækket med et banner…1 st aprils fools….. jo tak. Men nu vi alligevel var på dækket kunne vi ligeså godt rebe storen før morgenmaden….og nu regner det igen igen..

Det skal dog lige nævnes at Styrmanden syntes at "piloten" havde en filipinsk accent. Det mente Jim dog ikke april Storen blæste ud i går aftes klokken 23.30 og blev purret for at give en hånd med at få den ned. Har ikke noget ekstra storsejl ombord, men det er reparerbart så af med den og ned i salonen, så skipper kan svinge nålen i tørvejr.

4.april. Storen er stadig i salonen og vi sejler ned af bakke med 8,6 knob for storestagsejl, undermærs og fortopmast stagsejl. Lønningen her regelmæssigt været under vand de sidste 24 timer. Interessant. Det regner selvfølgelig stadig.

6.april. 2. reb i storen i dag og vi er halvvejs.

10. april. Er kommet på 4-8 vagten hvilket er fint. Stjernerne er kommet frem og det er lidt tankevækkende. Der er ingenting herude, ingen byer under horisonten til at lyse op og forstyrre, ingen fly. Bare en stjernehimmel der går HELT ned til horisonten. Måske skulle man lære nogle stjernebilleder selvom det hele vender på hovedet.

14. april. Vinden er gået i syd og det er fandme koldt. Det er rent termo- og olietøj, huer og vanter (hvis jeg dog bare havde et par..) og så blev der meget overraskende spottet et par skibe her til aften. Gætteriet går på japanske tunfiskere, men jeg er mere overrasket over at der er andre folk på kloden end os..

15. april. Er ca. 800 sømil syd for Påskeøen og har vendt skuden nordpå, fint, op til varmen. Folk er begyndt at snakke om hvad der skal ske på øen og hvor meget tid man får fri. Mon ikke man skal rende rundt ala´ Thor Heyerdahk stil og kigge på et par stenhoveder 16.april. Kaptajnen afholdte en officiel Søren Larsen auktion på poopdækket i dag. Måtte ydmygt købe min faldsikring, hue, mergelspir og kniv tilbage for 2 dollars stykket, men så fandt jeg da i det mindste min hue.

17. april. Flyvefiskene er dukket op, så når dagen lysner finder man gerne et par stykker på dækket. De er dog i den størrelse hvor vi ikke rigtigt kan bruge dem til noget, og så skulle de efter sigende være fulde af ben.

Sejler stadig næsten stik nord og vejret bliver varmere og varmere for hver vagt. Og skibet virker meget større nu da man ikke nødvendigvis skal være om læ når man har fri. Nu kan man også være på dækket eller tage en slapper på taget af dækshuset. Med det gode vejr kommer muligheden for tøjvask også ind i billedet, hvilket helt sikkert var på tide for de fleste af os.

18. april Så er Påskeøen kun 200 sømil væk, så det virker jo som om at den er liiige under horisonten…Og så forsvandt vinden selvfølgelig. Efter at vi havde givet råsejlene op og skødet storen, stagsejl og forsejlene ind blev lejderen rigget til og de fleste af os hoppede ud over siden. Overfladen var som et spejl med mellemstore dønninger der roligt vuggede skibet op og ned.

Brugte en halv time i en redningkrans nede agter med røven i vandskorpen, en kold bajer og et stort smil på læben…Nogen gange er det helt i orden at der ikke er nogen vind. Den kom dog et par timer senere, da alle var tilbage på dækket, og alle råsejlene blev skødet hjem i rekordfart. Der blev slækket på diverse andre skøder og snart kravlede vi op og ned af dønningerne med 4 knob. Sikke en dag.

20.april Så er der blevet spottet land. Kl. 1300 fra bramråen og et par timer senere fra dækket. Det lignede først et par mørke skyer, men ganske langsomt tog øen form. Tre små øer der ganske langsomt flød sammen til en stor ø. Ved 1900 tiden kunne vi lugte land, en blanding af våd jord, røg og kompost.

Kl. 23.54 i Hangaroa Bay, lod vi ankeret gå på 20 meter vand, vagterne gik i opløsning og alle gik til køjs på nær det heldige medlem af besætningen som havde fået ankervagten.

Det tog os 4 uger fra Tauranga, New Zealand til Hanga Roa, Påskeøen. En distance på 4236 sømil med en gennemsnitsfart på 6,1 knob. Alphaen kørte i alt 99 timer.

Om en uges tid stikker vi af igen, denne gang 1200 sømil mod vest hvor Pitcairn venter. Øen hvor Bountys mytterister søgte tilflugt efter at have smidt løjtnant Bligh og 18 af hans trofaste folk i en jolle. Men vi skal dog lige finde øen først..for det næste ben bliver uden brug af GPS.

Marqueses 25. maj

Er vel ankommet til Marqueses efter en måned med masser af sejlads, turbulente ankerpladser ved Påskeøen og et møde med en ualmindelig varmhjertig øbefolkning på Pitcairn.

Påskeøen var ikke helt overraskende rimelig interessant. Man skal ikke gå særlig langt før man render ind i stenhoveder og vilde heste og uden de store arkæologiske evner gik hele besætningen på opdagelse i deres fritid.

Imens hev den del af besætningen som var på vagt ankeret op en 5-6 gange for at skifte ankerplads. Der er tre steder, Hanga Roa, "olieterminalen" og Anakena Bay hvor det er nogenlunde go bund. Men vinden, og det dårlige vejr, skiftede en del så vi måtte igen igen hive op og prøve at finde læ en af de andre steder. Alle vc´erne var taget i land den uges tid vi var der, så besætningen fik et pusterum og en chance for at lave lidt mere larmende vedligehold end ellers.

Aldrig var der kommet lidt ro i lejren før den næste flok vc´er stod klar på dækket. De var dog ikke alle helt grønne da der var gengangere fra det forrige ben og andre som før havde sejlet med Eye of The wind, Picton Castle og Tenacious De sidste friske vandmeloner og græskar blev stuvet af vejen, sejsingerne opgjort og ankeret kom hjem stille og roligt. Den nye besætning blev kastet hovedkuls ud i det med braser og kommandoer, da Jim gerne ville sejle fra ankerpladsen. Som sagt så gjort og snart skøjtede vi nord-vest på mens Påskeøens grønne og brune farver blev til en grumset skygge agterude på horisonten.

3 ens søkort var fundet frem. Et til de uddannede navigatører, et til resten af den faste besætning og et til vc´erne og så skulle der ellers bare skydes sol, måne og stjerner. Jim havde afholdt timer i brugen af sextant og astronomisk navigation på det første ben, så alle gengangere og en stor del af besætningen var frisk. Den nye flok vc´er fik også en chance da nye klasser blev afholdt. De første fire dage gik det fint fint. Masser af sol, masser af vind og masser af folk som så meget kloge ud med sextanter og almanakker. Der kunne skydes morgen, middag og aften uden de store problemer. Navigatørerne kørte deres eget show, men man kunne jo altid kigge lidt over skulderen og sammenligne positioner. At vi så render ind i overskyet vejr i tre ekstra lange dage…..det er jo bare ærgeligt. Her mistede vc´erne spillet og det samme gjorde os andre wannabes. Jim, Mikkel og Astrid kørte den på bestikket og en stjerne eller tre, mens vi andre måtte bide i viskelæderet. Nå, en klar indikation af at vi sejlede i den rigtige retning var at det stadig blev varmere og en morgen, faktisk på det tidspunkt der var blevet spået, kom øen op over horisonten. Ikke verden største ø. Et par kilometer bred og lidt flere i længden, men meget langt fra ALT. Øen er helt utrolig frodig med masser af grøntsager, frugter, geder og en enkelt galapagos skildpadde som let rasere en have eller to på en enkelt nat.

En ting som øen dog ikke har er en god ankerplads og der er kun et sted på øen hvor øens både kan komme i, og ud, af vandet. Der bor ca. 45 personer på øen.

Alle øens mænd var ved at reparere den minihavn som er så vigtig for dem (en enkelt kaj som også virker som bølgebryder ) og siden vejret var rimelig godt, taget i betragtning af hvor vi var, blev vi bedt om at bruge vores egne gummibåde i stedet for deres aluminiumsbåde. Det der er lidt tricky er, at man suser ikke bare ind og ud som man har lyst. Man sidder 150-200 meter uden for hullet ind til kajen, kigger sig over skulderen og når der er "ro på" mellem to bølgetoppe, gasser man op og suser ind mens man holder sig midt mellem bølgetoppene. Bølgerne bryder foran dig, og lidt efter bag dig.

Det er ikke mindre interessant når man skal ud af hullet igen. Der ligger man på lur lige bag kajen og når man er klar suser man ud lige efter at en bølge er kommet igennem hullet. Der er ca. 100 - 150 meter ud til sikkert vand hvor bølgerne ikke bryder, så hvis der er langt mellem bølgetoppene kan man klare det med fuld knald på. Hvis der er knap så langt mellem toppene er man fucked og man kan forberede sig på en ualmindelig voldsom flyvetur. Alle overlevede dog..

Når man så endelig er kommet sikkert i land er der ikke noget der hedder hoteller eller pensionater. Her bliver man indlogeret direkte hos en familie som tager sig af en. Men tiden er jo begrænset og man skal også have set noget af øen. En stor del tog ned til St. Pauls, saltvandspools , for at bade, andre på museet hvor remedier fra Bounty er udstillet eller man kunne nyde udsigten fra Fletcher Christians grotte. Grotten hvor lederen af mytteriet efter sigende ville have forsvaret sig hvis det nogensinde var blevet nødvendigt. Man kan selvfølgelig også bare høste brødfrugter som Rodney gjorde…..med en Winchester riffel.

Efter 4 dage med heldigt vejr var det tid til at sige farvel. Et dusin bananklaser kom ombord. En meter lang frossen tun og en masse grønt fra haverne. Vi vinkede farvel til Pitcainerne i deres langbåd mens regnen stod ned i stænger og vinden friskede op. En ø hvor fire dage ikke helt er nok, men hvor det vejrmæssigt var den rette tid at gøre søklar på og at hive ankeret hjem.

Kursen mod Maequeses blev hurtigt sat..