Uptime
 
 
 
 

Nyhedsarkiv

Kategorier
Vis alle
SSK-Info (8) - Udddannelse (6) - Artikler (22) - Kort nyt (11) - Sikkerhed (4) - Skibe (38) - Projekter (5) - Rejsebreve (11)

Arkiv

Matrosens ABC

14-04-2008 af Kathrine Kay og Idalene Nielsen

Kære Matrosklubmedlemmer.

NU er den her, den længe ventede ABC, som svarer på alle de spørgsmål skipper til tider glemmer. Vi håber den vil være nyttig for alle både unge og gamle, nye og erfarne. Synes du der mangler noget, eller har du forslag til ændringer så kom med dem. Hilsen SSK assistenterne.

Matrosens ABC

Ansættelses kontrakt: Husk at skrive ansættelseskontrakt inden for den første uge af din nye hyre, du skal bruge den til at dokumenterer din sejltid, overfor søfartsstyrelsen, også hvis din søfartsbog bliver væk. Og så er den god at have hvis der opstår tvivl om ansættelsesforhold eller konflikt med skipper.

Ansættelses vilkår: Hvor mange timer bør du arbejde om dagen, på en almindelig dag, og på en dag med charter. Hvor mange er ansat, og under hvilke forhold, og hvilken ordning. Hvor meget fri kan du forvente. Og husk at få afklaret evt. ferie i god tid.

Afløserliste: Der er lavet en afløser liste, og den kommer ud på sejlskibskontoret, du får selv en kopi, og alle skibene får en. Den vil jævnligt blive opdateret. På den liste kan du se folks navne, telefonnummer, hvor de har hyre, hvad de sejler som og hvilke papirer de er i besiddelse af. Og så vidt muligt hvornår de har mulighed for at afløse.

Afløser: Hvem har ansvaret for at finde en afløser/ ekstra mand – Hvis du selv skal holde fri, hvis din kollega holder fri, eller hvis der er brug for en ekstra hånd

Audit: Audition kan foretages på flere forskellige måder. Internt i skibet, for at sikre sig at alle kender regler, SMS og nødberedskab. Eksternt, hvor søfartsstyrelsen kommer forbi og ”udspørger besætningen om sikkerheden ombord, så får de lidt kaffe, og så er alle som regel glade.

Ansvar: Du har et ansvar ombord, hvad består det af og hvor omfattende er det? Er du klar til at tage det. Du skal blandt andet gøre dit bedste for at give gæsterne en god oplevelse.

A-kasse: Arbejdsløsheds-kasse Kan du få a- kasse når du ikke har noget job, kender du reglerne og er du overhovedet medlem, og har du behov for det? Skal du sejle i udlandet, så husk at kontakte din a-kasse, så den bliver flyttet med til det pågældende land. Overvej hvad a-kassen koster dig om året i forhold til hvad du får ud af det.

Besætnings vilkår: Hvordan bor du? Hvad får du at spise? Hvordan er badeforholdene?

Bedstemand: Hvad er en bedstemand? Hvad forventes af dig som bedstemand. Hvad skal der til for at blive bedstemand? (ROC Duelighedsbevis og 6 mdr. sejltid)

Befaren: Hvad er befaren skibsassistent? Hvad skal man kunne som befaren. Uddannelsen til befaren, kan kun tages i Fr. havn. For mere info se Frederikshavn

Besætnings antal: Hvor stor er besætningen, og hvad består den af? Arbejder man sammen med alle, eller tørnes der?

Charter: Der findes nogle foreninger: Classic Charter, er en forening skibene imellem, som har fælles reklame og hjemmeside etc. Schooner charter, er et kontor som tager sig af bestillinger af charter og fordeler det på de forskellige skibe. Hvordan fungere det ombord når der sejles charter, er der meget kabys arbejde og er det dig der skal sørge for maden?

Charterliste: Få en liste af din skipper, hvor der står hvornår I har charter. Hvem har charteret skibet. Hvor mange gæster. Afgang og Ankomst tidspunkt og havne. Hvad skal de have at spise og hvornår. Og evt. specialaftaler med kunden.

DIS/DAS: Sejler skibet på DIS, DAS eller noget helt tredje. Undersøg det, da de alle kan have indflydelse på hvor stor en del af din løn du får udbetalt og hvilken slags skat, du skal betale.

”Danmark”: Skoleskibet Danmark, kender du noget til det? - Lær eleverne at kende, de er sikkert meget søde!

Drømme: Hvad er din drøm, og lever skibet op til det?

Erhverv: Det er dit og dine kollegaers erhverv. Vi sejler fordi det er sjovt, men husk det er et arbejde og bør accepteres som et ”almindeligt” arbejde. Spred rygtet!

Fagforening: Er du medlem af en fagforening, hvilken og er du tilfreds? Hvad gør fagforeningen for dig, og hvad gør du for den? Fagforeninger for Søfolk er dyrere end almene fagforeninger, til gen gæld er de specialiserede, og er inde i lovgivningen omkrig dit arbejde.

Fri/fritid: Hvordan fungere fri/fritids ordningen ombord. Har du fritid ombord, eks. under forhalinger, eller inden der er charter om aften etc.

Frederikshavn: Tag til Frederikshavn og bliv befaren, det er en oplevelse, og der er dejligt om foråret. Du lærer at kører kran, rode med maskiner, 1-hjælp osv. osv. osv. Ja, det er langt væk, men hvis du tager derop med en ven eller 10 så er det et hit, og man kan sagtens ignorere de andre fjolser der evt. måtte være på skolen. En gang imellem er der mulighed for at komme på riggerloftet og øver sig på den for lang tid siden glemte wiresplejs. Man bor billigt og maden bliver serveret hver eneste dag af kokken Vagn og hans dejlige køkkendamer! Man bor med udsigt over havet, og Hirsholmene. Der er en artikel om ”det at være på Frederikshavn Søfartsskole” på www.sejlskibskontoret.dk tjek den.

Facebook: På facebook er der en matrosklub som er for alle matroser med særlig interesse i sejlskibe, det er alle tiders mulighed for at holde en masse debatter kørende, brug det når nu du alligevel er der inde og tjekke hvilke evt. nye/gamle venner du har fået.

Fynd Rundt: Er en kapsejlads som de gamle bevaringsværdige sejlskibe deltager i hvert år i uge 30. Det er sjov og ballade, en masse sejl og udfordringer, samt konkurrence samtidigt med at det hele er for sjov. Og det ER sjovt. Det er en uge hvor man kan bruge hver aften, og nat, hvis man kan holde til det, sammen med alle de andre besætninger.

Fællesskab: Vi skal have et fællesskab, det er vigtigt og nødvendigt. Hold det ved lige!

Forventninger: Hvilke forventninger har du og hvad kan du selv gøre for at indfri dem? Hvilke forventninger har din skipper til dig? Fx; hvad er forventet af dig mht. sømandsskab.

Grundforløb: Grundforløbet på en søfartsskole er meget forskelligt fra skole til skole. Skoleskibene har deres måde at gøre det på, og dem på land er noget helt andet. Smag og behag.


”Georg Stage”: Et af de 2 skoleskibe, det mindste, det ligger i København og er lille og fin, en optimal læreplads.

Gæster: Hvor mange gæster kan der være ombord, og hvad er typisk. Hvor mange er der på en dagtur, og hvor mange overnattende? I hvilket omfang skal du servicere dem, hvert skib har deres måde at gøre det på.

Hyre: Hvad er hyren, og hvordan er skattefradraget med kost pengene osv.

Hyrekontrakt: Se ansættelseskontrakt.

Hviletid: På nogle skibe er der hviletidsskemaer der skal udfyldes, der er meget forskel på dem, det er typisk de store skibe med en større besætning, og dem der er underlagt nogle flere regler som bruger det. Men derfor kan det stadig være en go ide at skrive sine arbejdstimer ned, og tidspunkterne – man har lov til at sige fra når man 14 dage i træk har arbejdet som en hest og mange timer hver dag.

Helbred: Dit helbred skal gerne holde, da der ikke er tid til sygdom ombord. Men hvis du er syg, så er du syg, og det sker for alle, så sig fra når du ikke kan arbejde. Eller hvis du for eks. ikke vil gå i riggen fordi du er for træt.

Interesse: De fleste mennesker vælger arbejde ud fra interesse. For os gælder det at vi har interesse i fortidsfund, som egentligt er en ganske dårlig forretning. Det forhindrer os dog ikke i at synes at vi har valgt verdens bedste arbejde. Selv om de fleste af os kan arbejde på entusiasme og adrenalin, så husk at der skal kroner og ører til for at betale husleje og for at få brød på bordet. Når nu kun de færreste tjener kassen i denne her branche, så skal det til gengæld være sjovt at gå på arbejde.

Jobansøgning: Hvad er det du vil. Skriv om dig selv. Max 5 linjer. Cv. Lister over certifikater. Reference, hvem kan de ringe til af evt. tidl. arbejdsgivere. Hvor har du hørt om skibet. Hellere overdrive end underdrive. Alt i alt kan det hele være på en A4 side, og så er det en god ide at vedlægge en kopi af søfartsbog, blå bog, certifikater, evt. eksamensbeviser og et lille billede.

Hvis du kender nogen, som kender nogen, som har sejlet der hvor du vil søge, så bed dem om at ligge et godt ord ind for dig. Personligt fremmøde og gentagne telefonopkald har stor effekt. Gi gas, og lad dig ikke skræmme at tvivlsomme svar. Husk www.sejlskibskontoret.dk

Kabys forhold: Skal du være i kabyssen og lave mad til gæsterne, og hvad indebærer det? Hvem handler ind og har ansvaret for at der er mad til tiden.

Kundeservice: Skal der til, også på en af dine dårlige dage, smil og vær glad, de betaler også for god service.

Kapsejlads: Der bør nævnes, Rumregatta lørdag, kristihimmelfartsferien i Flensborg fjord. Der handler det om at blive nr2, så vinder skibet 3L rom. Der er sjældent mange danske skibe med i denne konkurrence. I uge 30 er der Fyen Rundt, her vil ikke nævne hvad det handler om, men uanset hvad så husk at der også er en dag i morgen. Helt om natten, sømand om dagen. Limfjorden Rundt er afslutningen på sæsonen, i det altid letomskiftlige vejr i uge 37. Husk solbriller, OG søben.

Kommunikation: Er SÅ vigtig ombord, sørg for at der er god kommunikation mellem hele besætningen. Meget god kommunikation begynder med en god kaffe, og evt. lidt ævlekage.

Krav: Hvad er dine egne krav til skibet, hyren og forholdene ombord, måske bliver du nød til at gå på kompromis, kan du det? Overvej om det forstyrrer din nattesøvn eller påvirker din livskvalitet. Hvad er kravene til dig, og kan du leve op til dem? Hvis du er tvivl så tag en snak med din skipper.

Kollegaer: Alle de andre skibe sejler rundt med dine kollegaer, brug dem hvis du kan. Sørg for at møde dem, det er hyggeligst når man kender hinanden. Drik en øl eller lav mad sammen når I ligger i samme havn.

Kalender: Findes der en kalender over hvor skibet er hvornår, er den til at regne med? Er der en kalender over hvornår du og de andre besætningsmedlemmer er på arbejde, er det muligt at bytte rundt på dagene indbyrdes?

Limfjorden Rundt: Uge 37 hvert år – kom glad =)

”Lærling”: Den ubefarne er ligestillet en lærling, og som lærling har man mulighed for kollegieværelse. Det er en tid hvor man skal lære en masse, og på et tidspunkt er det dig der skal lære andre af den viden du har.

Løn: Hvad er lønforholdene, hvordan regnes der løn, er det daghyre, ugehyre, eller månedshyre?

Marstal: Navigationsskole. Hvordan er der i Marstal, hvordan bor man, hvordan bliver man optaget, og hvad er kravet dertil?

Matrosklubben: Er for alle matroser i Dk. og på udenlandske skibe, som er uddannet skibsassistent, og endnu ikke har gået på navigationsskole. Du kan godt være med hvis du er bedstemand. Det er vores intention at mødes 4-5 gange om året, så vidt muligt 2. weekend i januar, i midten af april (så vi kan møde de nye). På Fyn og Limfjorden rundt, og i november lige efter sæsonen er slut. Møderne er alkohol frie, men afsluttes altid med en lille fest, når nu vi alligevel er samlet alle sammen!

Mad: Hvem køber ind, hvor og hvordan? Hvem laver/anretter maden? Får du kostpenge ombord?

Møder: Deltag aktivt i møderne, det sjov. Sørg for at møde de andre besætningsmedlemmer, der er møder på Fyn og Limfjorden rundt, og her er der ingen undskyldning for at blive væk. Møderne kan bestå af ordet rundt, sidste nye, besøg af en klog(skipper eller anden fagnørd), hygge og samvær af forskellig art.

Motorpasser: vil du gerne ha det, hvordan og hvor får man det - er det godt at have, er det svært at få, og hvad skal jeg bruge det til? Motorpasser er en del af forløbet til befaren i Frederikshavn. Det er et godt sted at tage motorpasser, da der er en kæmpe alfa, som man lærer at starte op. Derudover så giver det god mening da der er mulighed for at komme til at rode med de forskellige maskindele i værksteds timerne. Man kan sikkert også tage det andre steder i landet. Men det kender vi ikke noget til. Dueligheds beviset i motorpasning giver ret til at overvåge og betjene maskiner fra 100-749kW

Nyborg: Søfartsskole, hvem går der, hvad ved vi om den, hvem kender vi derfra, og kan de deres sømandskab?

”Nok er nok”/nej: Hvor går din grænse, siger du fra? Hvor meget skal du finde dig i? Ring og spørg dine kollegaer til råd, og sammenlign gerne, måske kunne du foreslå nogle ting for din skipper.

Opvask: Hvem klarer opvasken, er der meget eller lidt? Er der opvaskemaskine. Hjælper gæsterne til, eks på ugeture?

Ordet rundt: Er et hit at starte et møde med, alle siger hvad der falder dem ind. Start med at sige hvad du hedder, fortæl kort om hvad der er sket siden sidst og når du er færdig siger du tak! Ordet går videre.

Ordrer: Når skipper giver en ordre så udfør den, og vent med spørgsmål til senere.

Oplæring: Hvor meget oplæring er der ombord, hvem sørger for at du bliver oplært. Find ud af med dig selv hvad du godt kunne tænke dig at lære i løbet af din ansættelsesperiode, er der nogen arbejdsopgaver som du rigtig gerne vil være med til. Se forventningsafklaring.

Og så videre Osv. Osv.

Plejer: Hvad plejer man at gøre ombord, og hvordan? Er plejer død? Er det ok. At lave om på plejer? Hvem fortæller hvad plejer er?

Pause: Er der faste pausetider? Hvor lange er pauserne på en charter? Uanset hvad, så husk at holde dine pauser, ellers bliver dagene for lange, HUSK spisepauser, det er vigtigt, og man har tendens til at tilsidesætte sig selv, det duer ikke. Du er en del af sikkerhedsbesætningen, derfor er det vigtigt at du er frisk i krop og sjæl. Hvis det er muligt så gå op til din skipper med en kop kaffe, han bliver sikkert glad for lidt selskab, og et smil fra dig!

Piger/drenge: Hvordan er kønsfordelingen ombord, er der lige piger drenge, kun drenge, kun piger, hvordan er din ”favorit” besætning?

Qualitet: Standard, hvordan varierer det? Er det dit ansvar, hvis det er i hvor stort omfang? Hvad er qualiteten på borddækning, underholdning, undervisning af gæster ved eks. sejlsætning.

Romregatta: Er en 1 dags kapsejlads i Flensborg fjord, hvor alt hvad der kan flyde må deltage, og alle sejler imod alle. Det gælder om at blive nr. 2, så vinder man 3 L. rom...mmm! Det er over kristihimmelfart, og det er desværre ikke alle danske skibe der deltager, det er sjovt, og Flensborg er en fin by - OG det er årets første kapsejlads!

Ry: Hvilket ry har skibene, og skipperne, er der hold i dem, og vil du tro alt hvad du hører? Du er med til at skabe et godt/dårligt ry, tænk på det! Hvilket ry har dit job, og er der forståelse for det?

Rigger arbejde: Bliver der lavet meget rig/rigger arbejde ombord, er der mulighed for at lære en masse om det? Har rig/rigger arbejde høj prioritet?

Skat: Skattefradrag, skatte %, overenskomst, hvordan er det ombord? Bed din skipper forklare dig det, det kan være meget kompliceret, og meget forskelligt fra skib til skib.

Svendborg: Søfartsskole, se ”Nyborg”

Sømandskab: Er skibet præget af godt sømandskab? Lærer du noget nyt, og godt sømandskab ombord? Tag en snak med din skipper, om hvad han synes godt sømandskab er for ham.

Sure skippere: Fakta er at alle har en dårlig dag i ny og næ, OGSÅ din skipper. Lad ham være sur, og gi ham en kop kaffe. Hvis det er din skyld han er sur, så må han sige det til dig, ellers kan du jo ikke gøre noget for at gøre det godt igen. Du er ikke en gættemaskine, bed ham sige det til dig hvis han er utilfreds med noget, eller har et problem med den måde du for eks. gør tingene på.

SSK: www.sejlskibskontoret.dk På sejlskibskontoret kan du finde alt fra artikler om wire bændsler, til en næsten komplet liste over alle de smækre sejlskibe. Du kan oprette en profil og søge hyre, eller se hvem der søger besætning. Derudover er sejlskibskontoret NU MED BLOGG! Skriv en artikel hvis du har noget på hjertet, det er sjovt for os andre at læse og se nyheder. Har du nogle forslag til ændringer eller forbedringer, så send en mail til en af de to lækre SSK assistenter, det bliver de så glade for.

Smaermanden: Er fra Otterup, pas på han kommer hvis du ikke er ordentlig!

Sikkerhed: Er sikkerheden ombord god nok? Husk at det også er dit ansvar hvis du ikke synes tingene er i orden. Lav sikkerhedsrullerne, sæt dig ind i det. Eks. hvor er nødudgangen, hvordan virker brandpumpen, og hvor er den?

Søfartsstyrelsen: Pas på! Hvis de ikke spørger dig om noget mht. sejltid, så ti stille. De har til tider halveret sejltid fra charterskibene. Undersøg reglerne hvis du skal derind, så du er forberedt. (Joacim Bøllehuus, ”Maja”, er ret go til de der regler)

Styrmand: Skal du være styrmand? Hvordan, og hvor bliver man det, hvad kræver det. Man kan sejle styrmand med bedstemands papirer, hvis man ikke er klart til at læse videre. Spørg din skipper hvad der forventes når du pludselig er styrmand, så bliver der færre misforståelser. Du kan læse til styrmand i Marstal, Svendborg, og Skagen. De fleste sejlskibs folk tager til Marstal, men i Svendborg kan du nu både læse single eller dual purpuse officer. Ej at forglemme Skagen Skipper Skole der som regel er befolket af fiskere.

SMS: Nej ikke dem der kommer på mobillos. Skibets SMS manual, ved du hvor den er, har du læst i den, og kan du bruge den? Det er ikke forventet at du kan den udenad, men det er altid en fordel at være bekendt med at slå op i den. Rutiner og ruller bør være beskrevet, det vil altså sige at der meget gerne skulle stå noget om hvordan man sætter sejl ombord. Hvad skal være klargjort inden afgang og ankomst. Det står faktisk alt i SMS’en som du har brug for at vide om det pågældende skib.

Sygdom: Har du ret til sygedage hvis du skulle blive syg, Får du løn hvis du bliver syg?

Sejlads: Hvor meget sejlads er der ombord generelt, og er det, havn sejl op, sejl ned, havn, eller er der længere ture? Er det gæsterne der gør arbejdet ombord, hjælper du dem. Bed om en grundig gennemgang af hvordan din skipper vil ha det, en af de første gange, så bliver han ikke i dårligt humør fordi det ikke er som det plejer at være.

Tall Ships Race: Hvis det er i Dk, så lok din skipper til havnen, hvis han ikke sejler dertil af sig selv, det er sjovt at møde de andre skibe, der er en speciel stemning, og du kan møde venners venner.

Teambuilding: Er der teambuilding sejlads ombord? Skal du I så fald teambuilde dem, og hvor meget? Får du instruktion i hvordan du skal være ”leder”? Det er sjovt at teambuilde, besætningen kan også lære noget af det. Brug det til noget fornuftigt!

Tobak: Er du ryger, og er du en hensynsfuld ryger? Ryger du mens du arbejder, og har du tænkt over hvordan det bliver opfattet? Holder du flere pauser fordi du ryger? Smider du skodderne overbord? – LAD VÆRE! Husk at ryg i læ, og at dine lunger bliver sorte.

Tjekliste: Tjeklisten er til dig der har fået ny hyre, så du husker at spørge om ting man har tendens til at glemme når man sidder foran ham der den skræmmende skipper. Har du forslag til ændringer og forbedringer?

Tøj: Får du arbejdstøj ombord? Det må man gerne forlange, det sender et godt signal at besætningen er ens. Det behøver ikke være dyrt for skipper, men det ser topprofessionelt ud. Hvis han ikke selv kan finde ud af det, så kan du hjælpe ham ved at undersøge mulighederne, det er måske bare det der skal til! Et forslag er at du sammen med resten af besætningen får stillet et beløb til rådighed og sammen går ud og køber noget som passer jer!

Ubefaren: Som ubefaren kan du med et erhvervsduelighedsbevis, ROC, og den nødvendige sejltid sejle som bedstemand.

Udenlandske skibe: Har du sejlet i udlandet? Hvordan er det - spørg dem der har været der, evt. om sproget er et problem, hvordan reglerne er ombord, hvordan hyren er, hvilke skatte regler der er, hvordan, og hvornår man har fri. Og om der overhovedet er mangel på besætning. Når du bliver ansat så husk at få et arbejd nr. og meld det til din A-kasse. Udnyt hvis du kender tidligere besætningsmedlemmer, det gør det meget nemmere at blive ansat.

Ugeture: Sejles der ugeture? Laver gæsterne mad selv, og hvordan er det med rengøring. Hvor ofte ca. sejles der ugetue, og hvad er rejsemålet.

Udannelse: Har du tænkt over din fremtidige uddannelse, hvor du kan uddanne dig, hvad det kræver af dig, hvordan du kommer ind, hvor længe det tager. Søfartsstyrelsens uddannelsesbog er henvendt til handelsflåden, men brug den, det gør det nemmere at komme ind på f.eks. Marstal. Overvej eventuelt de sejlskibsrelaterede uddanelser, som sejlmager, rebslager, bådebygger og skibstømrer.

Uddannelses-bog (for sejlskibe): Har du en alm. U-bog? Bruger du den? Ville du bruge en der var rettet til sejlskibe? U-bogen er go at have, når man skal videreuddanne sig.

Vedligeholdelse: Er der meget vedligehold ombord, er du en stor del af det, hvor meget ansvar får du, er der vedligeholdelse i hverdagen, når der også sejles charter? Hvem står for at planlægge vedligeholdsarbejdet, er det forventet at du selv kan se hvad der skal gøres, eller er det skipper som ligger slagplanen.

Viden: Får du tilegnet ny viden ombord? Får du mulighed for at vidergive din viden, og lære af det? Erkend din ”mangel” på viden

Vinter: Er der arbejde om vinteren, eller bliver du opsagt? Hvor lang er vinteren? Hvad er der af andre muligheder, eks. A-kasse, holde fri. (forslag til ”vinteraktivitet”) Du kan jo bruge tiden til at skrive på SSK-bloggen eller planlægge kommende matrosklubmøder.

Wiresplejs: Kan du stadig splejse en wire? Kender du til forskellen på Australsk og forbedret Westcoast?

Ydmyg: Vær ydmyg, når du er ny - men især når du tror du kender det hele!

Ærlig: Vær ærlig for dig selv og de andre, det gør vejen frem nemmere.

Øl: Øl er godt, rigtig godt, men med måde er det bedst, tænk dig om – konge om natten, sømand om dagen. Hvad er normen ombord, er der regler for hvornår, og i hvilken tilstand du skal være tilbage ombord?

Øvelser: Lav sikkerheds øvelser, det er lovkrav, og du har et ansvar!

Åre: Åre, kan bruges til roning og vrikning, kan du vrikke?